305 / 318
298
Jeg hader Den, livis Skændsels Rygte
Ej mer kan rummes i vort Land —
Som bringer Kvinden til at flygte —
Som møder Haan hos hver en Mand —
Som sneg sig ind i Kongesalen,
Fik Sceptret fat og er paa Vej,
At sætte Kronen — Kronen paa Skandalen —
Se hende — hende — hader jeg!
Det Bifaldsbrag og de Bravoraab, som disse
Udfald mod Grevinde Dybarry fremkaldte, havde
jeg aldrig hørt Mage til. Skuespilleren, der
havde ventet en vild Teaterstrid, blev saa over
rasket over denne Enstemm ighed af den ved
varende Applaus, at det varede en Stund, før
han kunde tro paa den. To, tre Gange søgte
han at begynde paa den følgende Dialog men
blev overdøvet. Publikum vilde have Visen
d a capo,
og efter at have faaet sin Vilje ved
blev man at applaudere, som om man vilde
udfordre Modstandere til at lade sig høre, men
ikke en eneste af Grevindens D rabanter gav et
Kny fra sig. Det var ikke et Teaterstykkes
Skæbne, der skulde afgøres, det var en Folke
afstemning, et Plebiscit, der blev holdt, og
Publikum forstod, hvad det gjaldt. Afstemningen
foregik med en saadan Energi, at ikke én