102 / 249
100
Morten Fink-Jensen
te, der følger en skabelon, der som fast ingrediens har synderens omvendelse
inden henrettelsen. For at vise dette, vil jeg nedenfor sammenholde udvalgte
delinkventviser fra 1772 om Struensee og Brandt med udgivelserne i forbin
delse med to andre henrettelser i København, en i 1767 og en i 1783, som
ikke lod henrettelsen af Struensee og Brandt noget efter i brutalitet.15 Heraf
ses det også, at skillingsvisernes formidling af de dødsdømtes sidste stunder i
en regulær kristen propagandistisk kontekst med fokus på omvendelsen hos
de dømte, var en allerede hævdvunden tradition, som fortsatte længe efter
Struensees og Brandts død.
Kirkeritualet
I Kirkeritualet fra 1685 kunne man i sjette kapitel læse om præsternes assi
stance til fanger, der sad på deres liv, dvs. risikerede dødsstraf som Struensee
og Brandt gjorde det efter deres arrestation. Den til opgaven udpegede præst
skulle besøge de tiltalte ’’nogle gange”, og pastor Munter har med sine 38 be
søg hos Struensee, som hans bog er bygget op over, mere end levet op til sin
forpligtelse i den henseende. Præsterne havde pligt til at hjælpe de dødsdømte
til at ’’fuldkommen forsikkre sig om det ævige Liv” når bøddelen svang sit vå
ben.16Forinden skulle de gøre fangerne værdige til at modtage nadveren, om
nødvendigt ved at true dem med helvedes fortabelse, hvis de nu, stillet over
for kirkens sidste, udstrakte hånd, afviste at gribe den og gøre ”en sand og
retskaffen Anger og Ruelse over deris begangne Misgierninger”.17Det hand
lede med andre ord om, at fa de grove syndere til at bekende deres forbrydelse
over for sig selv og Gud, og dernæst at formå dem til at angre og åbne deres
hjerter på ny for Gud. Dermed fik man dem også til at acceptere myndighe
dernes dom som udtryk for den retfærdige straf for deres gerninger. Til gen
gæld var belønningen stor: det evige, lyksalige liv, uanset arten og omfanget
af ens jordiske ugerninger.
Var den dømte kommet til denne erkendelse, måtte præsten uddele nad
veren inden henrettelsen skulle finde sted. Den ubodfærdige og ’’halsstarrige”
måtte derimod befales Gud i vold, men uden at fa del i nadveren: var man
ikke oprigtig i sin tro, når man modtog brødet og vinen, påkaldte man sig
Guds fordømmelse. Derfor skulle præsten nøje overveje situationen - ellers
kunne præsten jo udvirke sjælens fordømmelse - og hvis der var tvivl, måtte
man afstå fra at uddele nadveren og i stedet håbe på, at Gud kunne bevirke
omvendelsen hos den forhærdede i sidste øjeblik med saligheden som resul
tat. Som jeg vender tilbage til nedenfor, modtog både Brandt og Struensee
nadveren dagen før deres henrettelse.