Previous Page  108 / 249 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 108 / 249 Next Page
Page Background

106

Morten Fink-Jensen

Træsnit fra delinkvent­

visefra 1727medstraf-

fem etoder, der stadig

var i brugp å Christian

7-s tid: Radbrækning

m ed vognhjul, hals- og

håndajkugning med

økse, sam t knibning

m ed en gloende tang,

der fa r røgen til at stige

op fra den brændte hud

(Det Kongelige Biblio­

tek).

dere i Dag ville se sig i Speyl paa os”, som Moerll siger). På den anden side lod

man dem stå og råbe ud over det hele, at de kun længtes efter at dø (”Herre!

See! vi længes efter din Salighed”), fordi de pinsler, de skulle udstå, snart for

altid ville blive afløst af evig fryd og glæde (”Naar vi om et lidet samles blandt

Englenes mange Tusinde, blandt de fuldkommende Retfærdiges Aander”).

Tilskuerne og læsere af beretningen kunne nemt komme i tvivl, om henret­

telsen skulle være en straf eller en belønning!

Da denne gudstjenestelignende seance var overstået, gik eksekutionen for

sig. Legemerne blev knuste, og som dommen fordrede var Moerll og tjeneren

stadig i live da de blev lagt op på stejlerne. Stutz havde hele tiden forholdt

sig tavs, men på stejlen hørte man ham råbe: ’’Herre Jesu! erbarme dich iiber

mich”. Moerll blev trukket op ad stigen til stejlen mens pastor Seeboth stod

ved siden af og råbte kristelige ord til ham, og oppe på stejlen udbrød Moerll:

”Nun Gott Lob! es ist vollbracht, es ist vollbracht, es ist vollbracht”, hvortil

pastor Seeboth svarede: ”Es ist vollbracht, Gott hat alles wohlgemacht“.29

Derpå blev de dømte strangulerede af bøddelen (det er velsagtens denne

mildhed, Moerll takkede kongen for i talen). Moerlls sidste ord - det er fuld­

bragt! —skulle altså have været de selv samme som Jesu sidste ord på korset.

På den måde blev Moerlls identifikation med Kristus fuldstændig, og med

præstens gentagelse og bekræftelse af ordene gav kirken sin accept til at op­

fatte den radbrækkede morders død i Jesu billede.

Det var en grusom seance, men den var opbyggeligt iscenesat med en mo­

rale, der var vigtig for kirken at videreformidle. Beretningen slutter derfor på

traditionel vis med den løftede pegefinger til læserne: Disse syndere stod på