109 / 249
Op til Zions Glædesskare
107
randen til Helvede, tag jer derfor i agt, at I ikke også falder i syndens fælde.
Men husk også, at Guds nåde kan forandre og frelse synderen. De to morde
res død på stejlen var nok vederstyggelig, men deres opførsel opbyggelig og
rosværdig, ja, Jesus værdig.
At Moerll har holdt en bøn på retterstedet, kan der næppe tvivles om,
men det er en anden sag, om den ord for ord har lydt som gengivet i beret
ningen. Den tysktalende Moerlls ord må være blevet oversat til dansk i for
bindelse med udgivelsen, og man må forestille sig, at der ved den lejlighed
er blevet pyntet på den af den anonyme udgiver. Den danskskrivende pastor
Bjørnsen er et muligt bud på en forfatter, ikke mindst fordi han i teksten kun
omtales som tilstedeværende, mens Moerll i sin bøn øser mange lovord ud
over pastor Seeboth: ”Gud velsigne Lærestanden”, skal Moerll have sagt, og
det ’’særdeles vor gamle gode Skrifte-Fader”, nemlig den ca. 60-årige Seeboth.
Skriftet var i det hele taget en lovprisning af gejstligheden, der agerede ”som
Midler i Herrens Haand til vor Omvendelse”, som forfatteren lod Moerll
sige. Bjørnsen eller ej, så vil det vil kun være naturligt, hvis det var en gejstlig,
der stod bag udgivelsen, ligesom senere med Hee og Munter, for det var en
beretning der i et og alt fungerede som mission for den kristne tro.
Det er en betydning og selvforståelse hos gejstligheden, som også lader
sig udlede af Hees og Miinters omvendelsesbøger, og som tilmed genfindes
i skillingstrykkene om Brandt og Struensee. I et af dem,
Greverne Struensees
og Brandtes bevægelige Affskeeds-Tale,
som af udgiveren Thiele på titelbladet
påstås at være forfattet af dem i Kastellet, genfinder vi nøjagtig den samme
lovprisning af kongens mildhed (”Tak, milde Christian! for din naaderige
og milde Dom!”) og af gejstligheden (’’Tak, I trofaste Sielesørgere, som have
bragt os vildfarende Faar på den rette Stie (...) Herren velsigne Eders Læbers
Tale!”) som vi netop har set i beretningen om Moerll.30Denne Struensees og
Brandts afskedstale, som blot er en af en lang række lignende udgivelser, er
naturligvis pure opspind, men dens lighed med beretningen om Moerlls tale
er samtidig udtryk for, i hvor høj grad det var sædvane blandt forlæggerne at
lade de dødsdømte synge en opbyggelig svanesang.
Radbrækningen a f musketer Petersen
Den 1. september 1783 havde en musketer ved Norske Livregiments tredje
bataljon i København, Johan Fridench Petersen Kineser, skåret halsen over på
sit eget 3-årige barn. Hans straf var levende radbrækning, hvilket bestod i, at
bøddelen knuste hans krop med et vognhjul indtil han døde af det. Efterføl
gende skulle kroppen lægges på hjul og stejle. Dommen blev eksekveret 11.
december 1783.31