107 / 249
Op til Zions Glædesskare
105
avis læse en annonce for en trykt udgave af et brev, som han i sit fængsel an
giveligt havde skrevet til sin mor i Tyskland. Det kunne nu købes på Børsen
og hos den tyske bogtrykker Stein i Skidenstræde for 2 skilling i den originale
tyske version, og for 4 skilling i en dansk oversættelse.24 I brevet udmales et
tema om Moerlls sjæl som Jesu brud. Når hans sjæl havde forladt det lem
læstede legeme, ville Jesus som en ventende brudgom stå parat til tage imod
ham i himlen og sætte en gylden krone på Moerlls hoved imens englene
istemte et glædeskrig over hamT Det minder temmelig stærkt om de sidste
ord og forventninger, Brandt udtalte til provst Hee, inden han lagde hovedet
på blokken, og som handlede om, at han nu ville han gå ”sin Siæls Brudgom
i Møde”.26
Om Moerll virkelig selv har forfattet denne tekst, kan man tvivle på, men
man lægger mærke til, at også Struensees omvendelse blev proklameret gen
nem offentliggørelsen af breve, som han skulle have skrevet, f.eks. det af pa
stor Munter trykte brev af 25. april 1772 fra Struensee til sine forældre, hvori
han beder dem om ikke at sørge, men i stedet glæde sig over, at deres barn
er for evigt saligt.27Trykket med Moerlls brev var også forsynet med en vise
- også den angiveligt forfattet af ham selv. Den er intet andet end hans ny-
fundne tro på Jesus - sat på vers til salmemelodien
O Gud, du fromm e Gud
- og den konfirmerer hans frelse: ”Nu Tiden forestaaer, At jeg herfra skal fare,
Jeg op til Himlen gaaer, Til Zions Glædes-Skare”. Hans udåd har han sonet
med sin henrettelse.
Moerlls og Stutz’ henrettelse var, hvis vi skal tro en beretning, der skil
drer begivenheden, et både gudeligt og blodigt optrin. Ved Østerport stod
Gottlieb Seeboth, tysk sognepræst ved Garnisons kirke, og Kastellets præst
Jes Vester Jacobsen Bjørnsen, samt to kateketer (hjælpepræster) og discip
lene (eleverne) på Garnisons skole klar til at modtage de dødsdømte. Da de
så rakkersluffen komme skrumplende begyndte præsterne at læse af bibelen
og bede, og til skolebørnenes salmesang blev Moerll og Stutz ført ind på ret
terstedets midte.28 Her knælede præsterne, kateketerne og disciplene mens
Moerll fremsagde en lang bøn, hvori han erkendte at han og Stutz var de
skyldige, forført som de var af deres iboende ondskab (arvesynden). Deres
syndige levned var tilskyndet af Satan, hvis snarer de sad fast i: ’’Skulde det
have gaaet os efter Fortjeneste, havde vi længst siden lagt i Helvede! Men
heldigvis havde Gud reddet dem, sagde Moerll, og lovet dem evig salighed.
Gud blev derpå prist højstemt og længe, men ifølge beretningen glemte Mo
erll ikke at besynge den danske konge for at have formildet deres straf (!), ja,
hele det enevældige statssystem blev skamrost.
Med Moerlls afsluttende bønner og anråben virker kontrasten skarp mel
lem det forhold, at man med en udgivelse som denne på den ene side ville
bruge delinkventerne som et advarende spejl: se hvor galt det går ( O! at Syn-