113 / 249
Op til Zions Glædesskare
111
vede. Normen var desuagtet, som med Moerll og Petersen, at viserne under
stregede Guds nåde.
I tilfældet Struensee og Brandt er det kendeligt, at historien om deres
omvendelse blev vidt udbredt i forbindelse med domsafsigelsen tre dage før
henrettelsen. Det ses f.eks. af visen
En sandfærdig Poenitentze-Sang componeret
a f den fangne Grev Brandt i Citadellet
, der blev trykt hos bogtrykker Thiele
i dagene mellem domsafsigelsen og henrettelsen.3'’ Det var et udbredt kneb
fra viseforfatternes side, at lægge ord i munden på de dødsdømte, og i denne
sang indser Brandt rigtigheden af ordsproget højt at flyve, dybt at falde. Han
og Struensee var hovmodige og drevet af vellyst, synger Brandt, men som
myg, der kom lyset for nær, endte de med brændte vinger. Der er derfor ikke
mere for dem i denne verden, men alt håb er ikke ude; nu er det himlens nå
destol, det gælder. Brandt ved, ifølge visen, at han og Struensee med omven
delsen kan opnå himlens fred:
’’Opløftes da vor Tanke/Vort Hierte, Aand og Siel!/Hist er den sidste
Skranke/Hist evigt Vee og Vell/O! naar vi kun det sidste/Kan naae i Him
melsk Fred/Da maae vi gierne miste/AI Livets Herlighed!” (vers 11).
Som vi har set det med Moerll og Petersen, var sådanne afskedssange me
get populære, og Thiele var også umiddelbart efter henrettelsen leveringsdyg
tig i en ny vise, som foregøgledes at være komponeret af Brandt i hans sidste
stund. Det er sikkert gået stærk med at få den trykt, for i første omgang kom
forfatteren til at stedfæste henrettelsen til det notorisk forkerte ’’uden for Sta
dens Nørre-Port”.36Heldigvis var der omsætning nok til, at et nyt oplag kun
ne trykkes, hvor det kunne blive rettet.37 Også denne følger delinkventvise-
genren ved at Brandt fortæller om sit hovmod og anslag mod kongen (at ville
myrde ham), for dernæst at sige, at denne uret hævnes ved hans henrettelse,
og at andre skal tage sig i agt for ikke at ende på samme måde:
’’Enhver af mig kan lære/At man bør frygte Gud/Og Kongen trolig være/
Og holde Begges Bud” (vers 24). Men Brandt selv gik glad sin død i møde
- hvor frygtelig en synd han end havde begået - for han var renset for Gud.
Derfor ville han uden frygt træde op på skafottet: ”Min Død jeg gaaer i
Møde/Med et fornøiet Sind/Jeg her for Synd maae bøde/Som Satan pusted
ind” (vers 21). Som med morderhenrettelserne i 1767 og 1783, var grunden
til, at både Brandt og Struensee ifølge viserne med sindsro kunne se døden i
øjnene, at de på skafottet sonede deres forbrydelse. De betalte med deres blod
for de begåede forbrydelser, og som det hedder i en vise udsendt af bogtryk
ker Stein (efter alt at dømme forud for henrettelsen):38 ”At døe for en Skarp
retters Haand/Er timelig Vanære/Men hvad er det? naar Siel og Aand/Kan
frelst for evig være” (vers 14).