116 / 249
114
Morten Fink-Jensen
Det betyder langt fra, at Miinters bog er et bevis for Struensees omven
delse. Tværtimod gør Miinters egne forbehold det temmelig umuligt at tro
på den. De første argumenter i henseende hertil er paradoksalt nok hentet fra
episoder og udsagn, der synes at bekræfte Struensees imødekommenhed over
for Miinters åbenlyse omvendelsesstrategi.
Struensee modtog nadveren dagen før sin henrettelse, og det er en indi
kation af, at han havde accepteret sin rituelle rolle i henrettelsesceremonien
(men ikke nødvendigvis noget bevis for hans sande omvendelse). Nadverud
delingen var foreskrevet i Kirkeritualet, men den fængslede skulle forinden
skrifte, og præsten skulle kun uddele nadveren til den, der var værdig. Brandt
gennemgik ifølge Hee et omvendelsesforløb, der lignede Struensees, og også
han skriftede og modtog nadveren dagen før henrettelsen. Ifølge Hee var
Brandt "andægtig og vemodig” under nadveruddelingen.44 Brandt havde på
det tidspunkt, siger Hee, taget troen til sig på ny, sådan at han som genfødt
kunne bestige trappen til skafottet som var det Jakobs stige. Derfor kun
ne Hee ligefrem garantere, idet han parafraserede Kirkeritualet, at Brandts
henrettelsesdag ikke bare var hans dødsdag, men også hans evige forløsnings
dag.45 Det er fuldstændig samme besked, som skillingsviserne allerede i må
nedsvis havde fastslået.
Når brødet og vinen har skullet gives den dødsdømte, har mange præster
i tidens løb nok måttet fire lidt på samvittigheden, men at den velovervejede
Struensee, med Kastellets kommandant von Hoben som vidne, modtog brø
det og vinen, er et udtryk for, at han i det mindste i det ydre spillede den om
vendtes spil. Miinters beretning om nadveruddelingen er lakonisk: "Jeg holdt
en kort Tale til ham, absolverede ham efter Kirkens Brug, og meddeelte ham
den hellige Nadvere”.46At den ikke ligefrem ordknappe Munter ikke gjorde
et større nummer ud af det i sin bog, får det til at virke som noget, han helst
ville have hurtigt overstået. Struensee havde heller ikke lyst ti at gøre sig selv
til redskab for troen. Han sagde således til Munter, at han ikke ville gøre en
"Parade for Menneskene” eller "udvortes at antage en fremmed Gestalt” over
for dem, der var stimlet sammen foran skafottet i håb om, at høre ham en
ten angre sine gerninger eller bekende sin kristne tro.47 Munter indvilligede
endda i at gøre det ekstraordinært kort, når han på retterstedet skulle stille
Struensee de spørgsmål om dennes tro, som Kirkeritualet pålagde ham. Det
indikerer, at Munter ikke just regnede Struensee for en ny Moerll.
Som vi har set, svømmede trykkerierne i dagene efter domsafsigelsen 25-
april 1772 over afviser og beretninger om den forestående henrettelse, og næ
sten alle slog de hårdt på, at Struensee gik ind til den evige salighed som en
omvendt synder. Men allerede den 14. marts havde Munter over for embeds
manden Bolle Luxdorph bedyret, at han havde "got Haab” om Struensees