120 / 249
118
Morten Fink-Jensen
Bødlen knuser Legemetpå en dødsdøm t (trasnitfra delinkventvisefra 1745). D enne såkaldte radbrakning
var en straf, der tog sigte p å a t vare så grusom, at folk ville afholde sigfra at begå m ord (Det Kongelige
Bibliotek).
Mistanke til Struensee fare. Og hvor ganske ingen Værdie havde hans Om
vendelse, om han var skyldig!”, skrev Munter.56Han fortsatte med at sige, at
han endda efter Struensees død ikke kunne sige sig fri for at tvivle herom -
og dermed også tvivle om Struensees salighed. For hvis Struensee ikke havde
fortalt alt ærligt over for sine dommere, kunne han ikke stå med rent hjerte
over for Gud. Altså måtte omvendelsen ikke være ægte, og Mlinters stadige
tvivl, som den glimtvis kommer til udtryk i hans bog, synes at udtrykke no
get halvhjertet ved Struensees omvendelse, noget, som Munter ikke har følt
sig tryg ved.
Miinters skepsis i forhold til Struensee kan udstrækkes til alle de mange
hundreder, der blev henrettede i 1700-tallet, og hvor Kirkeritualets rettesnor
for omvendelsen blev fulgt. Og det endda selv om den frelsesvished, som de
linkventviserne de facto formidlede, ligefrem kunne få folk til at begå mord,
fordi de derfor selv var sikre på at blive henrettede og komme i himlen.v
Hertil kom, at de blev genstand for gejstlighedens og en stor del af offentlig
hedens udelte interesse i forbindelse med det religiøst prægede henrettelses
ceremoniel. Det har sikkert også talt til nogle af misdæderne. Men det gælder
både for disse mordere og for andre af 1700-tallets dødsdømte, incl. Struen
see, Brandt, Moerll og Petersen, at det er umuligt at afgøre, om de virkelig
blev omvendt forud for deres henrettelse. Måske blev de blot gjort til redska
ber i kirkens og statens hænder, og det uanset hvad skillingsviserne ellers ville
have folk til at tro!