115 / 249
Op til Zions Glædesskare
113
titelbladets ordlyd være blevet til forud for henrettelsen.40 Som de øvrige vi
ser er den formanende og advarende med fokus på straffen, der venter. Men
den er også interessant ved, at den bekræfter omvendelsesforløbet som pastor
Munter senere beskrev det for Struensees vedkommende.
Om Struensee skriver Hallager: ”1 Fængslet, hvor han indførtes/Hans
Hierte omsider dog rørtes/At give vor Herre Gud Ære/Og sig for en Syn
der erklære” (vers 15). Visen bekræfter også Munter (eller Munter bekræfter
siden visen!) deri, at Struensee modtog dommen roligt og uden anfægtelse,
fordi omvendelsen havde fundet sted: ”Han hører sin Dom, og er rolig/Thi
Jesus nu haver sin Bolig/Udi hans forbedrede Hierte/Som naade tilsidst kun
begierte” (vers 20). Og derfor, konkluderer Hallager, ”Vi ey om hans Salig
hed tvile/Hans Siel i Guds Haand skal nu hvile” (vers 22). Da henrettelsen
havde fundet sted, var Hallager parat med nye viser, hvor tilgivelsen gives
Struensee. Som han stod på skafottet, omvendt til Gud, var han som den for
tabte søn, og derfor ”Saa elskes han dog nu af alle sande Fromme”.41
Som det til overflod ses af disse viser, der udkom i dagene umiddelbart
før og efter henrettelsen af Struensee og Brandt, var det blevet ivrigt udbredt
blandt høj og lav, at de havde fundet Gud inden deres ynkværdige, men alli
gevel salige død. Miinters og Hees beskrivelser af omvendelsen hos Struensee
og Brandt er derfor ikke de egentlige udtryk for,
at
de blev omvendt, men
snarere
hvordan.
Spørgsmålet er naturligvis om pastorernes bøger om
high so-
«Ay-delinkventernes genfødsel kan forlenes med en større troværdighed. Især
når man tager i betragtning, at den troværdige skildring af begivenhederne i
skillingsviserne var sekundær i forhold til Kirkeritualets programmatiske om
vendelsesforløb.
Spørgsmålet om omvendelsernes ægthed
Når det drejer sig om Struensees omvendelse, som Munter beskrev den, har
den ældre forskning haft en tendens til at tage det hele for gode varer, og i
Miinters bog ligefrem finde ”et umiskendeligt præg af troværdighed”.42 Til
gengæld har nyere forskning helt afvist, at Miinters bog har noget med virke
ligheden at gøre.43 Ingen af de to yderpositioner er holdbare, for der er flere
niveauer i Miinters fremstilling. Foruden den overfladiske omvendelseshisto
rie udspiller der sig, som Glebe-Møller har vist, et teologisk funderet opgør
mellem tysk og fransk oplysning, og så er der også hos Munter udtryk for
tvivl og forbehold om Struensees omvendelse. Tvivl var delinkventviserne
helt rensede for, og Munter fremstår derfor mere nuanceret og troværdig end
viserne. Det er en opfattelse, de fleste i hans samtid sikkert har delt.