![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0126.jpg)
124
Thomas Oldrup
havn faktisk så ud. Det folkekære storværk
København fø r og nu
-
og aldrig
benytter f.eks. Geddes kort vældig meget, i alle 13 bind, og det stort set ukri
tisk. Kortet skulle, har jeg hørt fra en bekendt, også være blevet anvendt som
kilde til genopførelsen af Møntmestergården i Den Gamle By i Århus.
’’Hans [Geddes] kort har en høj grad af troværdighed, og som intet an
det billede fastholder Geddes kort den kongelige residensstad København på
tærsklen til den florissante periode,” skriver Bjørn Westerbeek Dahl, der vel
nok er den, der mest indgående har beskæftiget sig med Geddes kort.2Ty
deligst er begejstringen dog hos Niels Birger Wamberg, der i en anmeldelse
jublende udbryder: ’’Sådan så der ud! Dette er virkeligt”.3
Med et udtryk fra den historiske kildekritik kan vi sige, at de hidtidige
brugere afkortet har gjort brug af et ’materielt’ kildebegreb, hvor kortet ude
lukkende anvendes til at sige noget om Københavns topografi i 1700-tallet.
I modsætning hertil kan man også gøre brug af et ’funktionelt’ kildebegreb,
hvor kortets udsagnsværdi veksler, afhængigt af de spørgsmål, der stilles til
det. Dets kildeværdi er altså ikke absolut og entydigt, men varierende og
flertydigt. De fleste ’kortbrugere’ har desuden anvendt kortet som det, der i
kildekritikken kaldes et levn. Altså som en kilde, hvis værdi er meget høj og
pålidelig, i det kortet hidrører fra den studerede fortid selv. Men kortet kan
også bruges som en beretning om den selvsamme tid, og så er dets værdi som
’absolut’ kilde straks langt mindre entydigt. Kortet er nemlig ikke blot et øje
bliksbillede af byen, men også en beretning om dette øjebliksbillede. Og må
ske er beretningen om byens udseende behæftet med fejl?
Ja, det kan måske ligefrem tænkes, at man ikke som sådan har ønsket at
skildre byen, som den så ud, men som man ønskede, at den skulle se ud? El
ler som man måske forventede, at den ville komme til at se ud.
Geddes kort er ikke kun et levn, men også en beretning, og det er derfor
et problem, hvis forskere ikke stiller lige så kritiske spørgsmål til det, som
man ellers plejer, når man har at gøre med beretninger. For at citere den hi
storiske kildekritiks
grand old man
(her til lands) Kristian Erslev: ’’Hvor vi har
en beretning, ser vi ikke fortidens handling, men kun fortællerens gengivelse
heraf”.4 Det samme gælder Geddes kort. Kortet er ikke en objektiv gengi
velse af Københavns udseende i fortiden, men derimod et udtryk for kort
tegnerens opfattelse og fortolkning af København. Vi må med andre ord være
varsomme med at tro, at kortet viser København, som byen virkelig så ud.
Når vi beskæftiger os med Københavns topografi i 1700-tallet er Geddes
kort imidlertid ikke til at komme udenom. Udsnit af det dekorative kort an
vendes igen og igen som illustration af byens udseende i 1700-tallet. Først for
få år siden, i 2002, blev kortet imidlertid almindeligt tilgængeligt, da Bergia-
fonden publicerede det i en digitalt renset luksusversion i sit oprindelige for