MiraklernesTid

Miraklernes tid

skabet undlod at bekæmpe almissekulturen og i stedet gav folket det, de ville

have - forbøn - for at få skrabet så mange penge sammen til de fattige som

muligt. Det virker imidlertid usandsynligt, at arbejdet med at skaffe under

hold til de fattige skulle have haft så stor betydning, at kirken var rede til at gå

på kompromis med sin overbevisning for at skaffe de nødvendige økonomi

ske midler. Den efterreformatoriske ortodokse kirke er i almindelighed kendt

for i århundrederne efter Reformationen at bekæmpe overtro og afvise kon

fessioner, der adskilte sig fra den rene lutherske lære. Den gamle surdej skulle

udfejes, som Pontoppidan formulerede det i 1736. Imidlertid tyder alt på, at

præsterne deltog i almissekulturen, fordi de selv var en del af den. Det rejser

spørgsmålet om, hvordan det lutherske præsteskab kunne forsvare at deltage

i religiøse handlinger, der var i modstrid med Luther.

Forklaringen på den danske kirkes tilsyneladende accept af gerningskri

stendommen, skal måske søges i den selv samme ortodokse kirke, som ellers

stræbte efter den renest mulige lutherske lære. Den ortodokse tros gudsbil

lede, der byggede på en gammeltestamentelig idéverden, var præget af en

streng og straffende Gud, som skulle mildnes. Menneskene var forpligtede

til at følge Guds lovbud. I modsat fald kunne de regne med at blive straffet.

Fra denne tro på specifikke handlingers betydning for at mildne eller vække

Guds mishag og strafvar der ikke langt til tanken om, at mennesket ved gode

gerninger kunne opnå Guds velsignelse. Ortodoksien var med andre ord en

frugtbar grobund for gerningskristendommen.

Almissekulturens gerningskristendom var i praksis alment accepteret in

den for den danske statskirke og havde sandsynligvis været det helt tilbage

fra Middelalderen. I studiet af de religiøse aspekter af fattigdomshistorien fra

reformationstiden og frem, skal man måske i endnu højere grad end hidtil

sondre mellem den officielle lutherske lære og kirkens praksis. Meget tyder i

hvert fald på, at det netop er i den danske statskirke, vi skal finde svaret på,

hvorfor lutherske præster i Oplysningstiden agiterede for en forestillingsver

den, der var i uoverensstemmelse med den officielle tro.

Denne undersøgelse har behandlet almissekulturen og den kontekst, den

fungerede inden for. Hverken skikkens oprindelse eller baggrunden for dens

tilsyneladende ophør i løbet af det 19. århundrede er blevet undersøgt. Anta

geligvis svandt almissekulturen hen i løbet af 1800-tallet. Umiddelbart er der

intet der tyder på, at det var resultatet af en målrettet bekæmpelse fra statens

og kirkens side. Forklaringen skal nok snarere søges i de gennemgribende

samfundsændringer, det nye århundrede bragte. De gamle gensidige forsik

ringsformer, laugene, stod for fald. Landsbyfællesskaberne blev ophævet i åre

ne omkring 1800, som en følge af udskiftningen, og næringsfrihedsloven fra

1857 vendte op og ned på laugshåndværkernes konkurrencebetingelser.