52 / 249
50
Peter Wessel Hansen
at de fattige havde ret til at bede ’’deres meer lyksalige Medbrødre om at bi
drage til at afhielpe deres Trang ved Gaver; thi at klage sig, er den Ulykkeliges
og Betrængtes hellige Forret, uden denne, ville den skjønne Dyd, Medliden
hed, ikke opstaae”.203
Fra 1850’ernes Vestjylland berettes det, at landsbyens fattige efter gammel
sædvane bad om almisse ved forskellige højtider: ”De bad i Slagtetiden om
et Stykke Kød eller Flæsk, ved Juletid om et Lys, (...) og ved Paaske om Æg.
De havde til den Slags Ting ligesom lidt Ret, og den Kone, som vilde sige nej,
blev meget ilde omtalt, saa Gaven blev ofte større end Viljen var; man vilde
jo nødig blive kaldt en ’’gerrig Kvind”.204 Samme tankegang genfindes i den
danske høstsang ’’Marken er mejet”, skrevet af den fynske bondedigter Mads
Hansen i 1868, hvor vi hører om den gamle skik med at give de fattige del af
høstudbyttet: ”Rev vi marken let/det er gammel ret/fuglen og den fattige/skal
o
» ?05
også være mæt .
Samfundet havde pligt til at sørge for sine fattige. I tider med høje føde
varepriser skete det også, at myndighederne greb ind med forholdsregler, der
skulle sikre de fattigste dele af befolkningen fødevarer til rimelige priser.206
I det øjemed modererede statsmagten i vinteren 1790 tolden på sild. Køb
mændene, der skulle importere sildene fra Sverige, fik glæde af toldlettelsen,
men blev samtidig pålagt forskellige restriktioner, der skulle sikre, at ’denne
Foranstaltning kunne blive til virkelig Lættelse for de Fattige, og den bevilgede
Moderation i Tolden alene komme Forbrugerne til gode”.207
Almissegivningen var altså også betinget af andet end blot egennyttige
motiver om at fa del i Guds nåde og sikre sig andres hjælp i dårlige tider.
Da stiftamtmand Sehestedt og biskop Ramus på Fyn i 1733 indgav en fore
stilling til kongen, betegnede de således almissegivning som ’’Christendoms
Høyeste Pligt”.208 Almissegivning var ikke blot de fattiges ret, men også en
kristen pligt. Normsystemet bevirkede, at selv samfundets fattigste fik til da
gen og vejen - men heller ikke mere. Systemet var en fattigdomsforsikring for
den store befolkningsgruppe, der enten allerede var fattige eller som befandt
sig i risikozonen.209
Afslutning
Udveksling af goder - det være sig materielle eller åndelige - var et centralt
element i almissekulturen. Troen på, at guddommelig frelse kunne opnås ved
at give almisser til de fattige, synes at have været udbredt blandt Oplysnings
tidens københavnere og efter alt at dømme i den danske befolkning generelt.
Godgørenheden var en del af et gavegivningssystem, hvor en gave forvente
des gengældt af en anden. Dette gjaldt både menneskene imellem, men også