![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0048.jpg)
46
P eter Wessel Hansen
gammel talemåde med ophav i
Det Nye Testamente
.186 Talemåden er beteg
nende for almissekulturens livsanskuelse.
Store dele af det tidlig moderne samfund var gennemsyret af en tænke
måde, baseret på gavers og tjenesters snarlige gengældelse. Hjælp blev givet
til selvhjælp. Gaver givet i forvisning om at modtage gengaver. Dette forhold
gjorde sig gældende mellem mennesker, men altså også menneske og gud
dom imellem. Den fattige kunne ikke gengælde giveren med samme mønt,
og menneskets gaver, løfter og bønner kunne aldrig måle sig med Guds vel
signelser. Denne asymmetri betød sandsynligvis, at mennesket altid stod i
gæld til Gud og derfor måtte fortsætte med at give, bede og aflægge løfter.
Der var med andre ord en helt tydelig sammenhæng mellem giverens ud
deling af almisse og de velsignelser han modtog fra Gud. I 1790 fortalte le
delsen på Almindelig Hospital således, hvordan ’’ædle Medborgere (...) fulde
af hiin høie Dyd - Menneskekierlighed - kun søger Hæld af Skaberen ved
at udbrede Hæld blant Elendige”.187Guds gaver kunne opnås ved at uddele
almisser til de fattige, og man skulle ikke regne med gaver fra den guddom
melige kant, med mindre man selv gav. Det var betingelserne i udvekslings
systemet. Det var noget for noget.
Vi har ovenfor set, hvordan den private almisseuddeling i Oplysningsti
dens København var omgivet af en række faste normer og forestillinger. Al
misserne var ikke udelukkende udtryk for en almindelig udbredt filantropi,
for i mange tilfælde var giverne snarere interesseret i guddommelige gengaver
end i de fattiges ve og vel. Men almissegivningen kan også sættes i forbindelse
med den tidlig moderne verdens mere generelle normer og traditioner. Helt
generelt var det europæiske samfund domineret af systematisk gaveudveks
ling og af såkaldt moralsk-økonomiske normer.188 Det var en forestillings
verden præget af almindelige kristne normer og værdier, der i det førsekula-
riserede samfund ikke blot udgjorde religiøse formaninger, men som var helt
grundlæggende leveregler, som alle forventedes at efterleve.
Den moralske økonomi indebar moralsk funderede forventninger til, at
man hjalp hinanden inden for datidens fællesskaber. Inden for landsbyernes
og håndværkernes sammenslutninger - laugene - foregik der en omfattende
udveksling af goder og tjenester. Ingen gave eller tjeneste var gratis, for gi
veren kunne altid - før eller siden - forvente sin gave eller tjeneste gengældt.
Formålet med at give havde baggrund i kristent tankegods om at hjælpe sin
næste, men gavegivningen havde også det egennyttige og snusfornuftige mo
tiv, at sikre giveren gengældelse for sin tjeneste den dag, han selv ville få brug
for det.
Fællesskaberne virkede altså til den enkeltes gavn, men fællesskabets inte
resser blev til enhver tid sat før individets. Det skete, når landsbyens mænd