![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0046.jpg)
44
P eter Wessel Hansen
lunde skal blive forglemt af H”.182Almissen var altså givet efter, at giveren
havde opnået den attråede velsignelse, som han havde anmodet om. Samtidig
håbede han at gentage successen ved hjælp af de fattiges fortsatte forbønner
og et nyt løfte til Gud om, at Herrens fortsatte velsignelser ville blive gen
gældt af flere almisser.
Løftet kunne altså ligesom forbønnen fremvirke Guds hjælp. Mange al
misser blev derfor givet ’’efter Løfte”. Et sådant løfte blev i efteråret 1790 ind
friet i form af en almisse på en rigsdaler til de trængende, ’’fordi Gud har op
fyldt mit Ønske”.183Vi må forestille os at giveren, da han bad Gud om held
med et foretagende ved samme lejlighed havde lovet at give de fattige almisse,
hvis Gud opfyldte hans ønske. Nu hvor det var sket, følte han sig derfor for
pligtet til at indfri sit løfte.
En del almisser blev givet, fordi giveren følte sig begunstiget af held og
lykke, som han ikke kunne tilskrive andre end Gud. Det var måske tilfældet,
da ”H. Hen”., ”en Ven ud af Fattige”, gav en rigsdaler til lemmerne på St.
Hans Hospital i 1780, fordi Herren havde hjulpet ham ’’over Søen imod sine
Fienders Efterstræbelse”. Nu bad han ”Gud, at han fremdeles vil hielpe ham
i hans Forehavende, saa hans Fiender maatte blive til Skamme”, og han ville
’’ikke forglemme den Syge og Sengeliggende i samme Hospital, naar Gud
bønhører mig”.184
Eksemplerne viser, at almissegivningen som regel fulgte den samme mo
del uanset om almissen blev givet i forbindelse med giverens forbøn, løfte
eller som tak for Guds bønhørelse. Gave gengældtes med gengave. Man var
sikker på, at Gud svarede almissegivernes bønner, løfter og almisser med vel
signelser, som skulle gengældes med flere gaver til de fattige.
Udvekslingen af gaver mellem Gud og menneske, og mellem almissegiver
og fattig kan betegnes som henholdsvis horisontal og vertikal gaveudveksling.
Hvor den horisontale gaveudveksling sker mellem to fundamentalt ulige par
ter, nemlig menneske og guddom, kendetegnes den vertikale - mellemmen
neskelige gavegivning - ikke alene af religiøse elementer, men også af datidens
sociale tankegang.
Fælles for både udvekslingen mellem Gud og menneske, og udvekslingen
mellem almissegiver og fattig var imidlertid en iøjnefaldende asymmetrisk
eller hierarkisk struktur: Mennesket ville aldrig ved gerninger kunne takke
Gud nok for hans velsignelser og skaberværk, og den fattige kunne ”kun” tak
ke almissegiveren med sine bønner. Mennesket kunne alene gengælde Gud
med tjenester. Det samme var tilfældet i den fattiges relation til almissegive
ren. Almissekulturens udvekslingssystem ligner dermed de patron-klient-for-
hold, der dengang var så almindelige, f.eks. i forholdet mellem fæstebonde og
godsejer.185