43 / 249
Miraklernes tid
41
Men hvordan forholdt det sig i Danmark og i København? Det kan umid
delbart afvises, at almissekulturen med dens iøjnefaldende do-ut-des tanke
gang hører til den foreskrevne lutherske teologi. Den er heller ikke en del af
det forestillingskompleks, vi normalt kalder ’overtro’. Skikken praktiseredes
jo i fuld offentlighed i Københavns største avis i mindst 60-70 år. Ville man
bekæmpe almissekulturens gerningskristendom, havde dette været stedet at
begynde! Skikken er heller ikke omtalt i Erik Pontoppidans kendte skrift
Fe
jekost til at udfeje den gam le Surdejg eller de i de danske Lande tiloversblevne og
her fo r Dagen bragte Levninger afsaavel Hedenskab som Papisme
fra 1736.174
Her tordnes ellers mod alt fra nissetro til bibelske varsler. Havde det på nogen
måde været ildeset at søge Guds hjælp og de fattiges forbøn gennem gode ger
ninger, må man antage, det havde været omtalt her. Desuden findes der ingen
lovgivning mod skikken.
Almissekulturen repræsenterede umiddelbart en række tolererede (folke
lige) religiøse forestillinger og handlinger. Men præsteskabet gav skikken det
officielle præg, der betyder, at den også falder ind under Oplysningstidens
kirkeligt praktiserede religionsudøvelse. Til trods herfor, mener jeg ikke, at
man med sikkerhed kan sige, at almissekulturen enten var en halvofficiel,
kirkelig praktiseret, troshandling eller alene udtryk for en folkelig skik, tole
reret af kirken og magthaverne. Her nærmer vi os det vanskelige spørgsmål
vedrørende skikkens ophav. Blev gerningskristendommen praktiseret af den
lutherske kirke og derfra udbredt til folket, eller blev de gamle, tilsyneladende
førreformatoriske, forestillinger primært dyrket af folket, som kirken derpå
rettede sig ind efter?175
Almissesystemet
Det helt centrale i den franske antropolog Marcel Mauss’ gavegivningsteori
er, at giveren af en gave altid kan forvente en gengave fra modtageren. Det
er gavegivningens logik. Det var også tilfældet med de almisser, Københavns
indvånere gav til byens fattige. Almissegivningen var omgærdet af en række
faste ritualer og forventninger om, at almisser blev besvaret med en form for
gengave. En acceptabel gengave var ensbetydende med, at den oprindelige
giver nu ’’stod i gæld” til den oprindelige modtager, og sådan kunne det i
princippet fortsætte i én uendelighed. Der var altså ikke tale om en enkelt
udveksling, men snarere om en serie - en kæde - af gaveudvekslinger. Af ga
venotitserne i Adresseavisen er det muligt at se, hvordan dette almissesystem
af gensidige gaver fungerede i praksis.
Løftegivning - dvs. når en giver forpligtede sig til at give eller give mere
- var af væsentlig betydning i almissekulturen. Ofte blev almisser givet efter