![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0045.jpg)
Miraklernes tid
43
og sådan kunne det fortsætte: almisse, bøn, løfte, Guds nåde, almisse, bøn,
løfte, Guds nåde etc.
Udvekslingen bestod altså af fire elementer: almissen fra giveren til den
fattige, giverens bøn (evt. de fattiges bøn) om Guds nåde, giverens løfte til
Gud og endelig gengaven i form af Guds nåde. Det eneste element der kun
ne udgå var løftet, således at almissen og bønnen alene gengældtes af Guds
velsignelser. I følgende notits fra 1790 ser vi netop disse grundelementer i en
udvekslingskæde: ”Ombedes at uddele disse 14 Mk. til de meest usle i St.
Hans Hospital, hver 8 Sk., fra en syg Enke, som beder Gud om en naadig
Forandring, da skal den Fattige ikke blive forglemt”.180Af notitsen ser man,
hvorledes enken gav en almisse, bønfaldt Gud om nåde og gav løfte om flere
almisser, når hun så, at Gud rent faktisk havde hjulpet.
Det er næppe tilfældigt, at giverne igen og igen omtalte disse elemen
ter i notitserne. Formodentlig blev leddene i det, man kan kalde udveks
lingskæden, fulgt helt bevidst (eller måske vanemæssigt ubevidst), når ydel
ser udveksledes almissegiver og Gud imellem. Også fattigvæsenets præster
var bekendte med det system, den almisserelaterede gaveudveksling fulgte. I
sommeren 1790 beskrev pastor Cruse fra St. Hans Hospital mønsteret i en
taksigelse i Adresseavisen: ’’Hvor skiønt, Læser! hvor følgeværdigt er det ikke,
at oppebaarne Velgierninger kaldes tilbage i Erindring. Mønsteret finder Du
her. (...) - Lov og Tak og Priis opsendes til Almagts Thronen. - Løfter hol
des. - Fortvarende Velsignelser nedbedes. - Herre! Du vilde høre. Giveren
selv og hans Huus, den Fattige og vi tilbede os din Forsorg. Herre! bønhør, og
lad dit algode Øye stedse vaage, din Haand ledsage, din Arm beskytte enhver,
paa hvad Post, i hvad Stand, under hvad Vilkaar han end befinder sig. - Det
skee!”181
Det varierede hvilke og hvor mange af udvekslingskædens elementer, der
indgik i notitsens tekst, men handlingerne blev altid beskrevet i samme kro
nologi: 1) almisse ledsagedes af 2) bøn og/eller de fattiges forbøn samt 3) løfte
om flere almisser, hvis 4) bønnen blev hørt. Drivfjedrene var gaven (almis
sen) og gengaven (Guds nåde). Bøn, forbøn og løfte skulle, kombineret med
almissen, fungere som menneskets redskaber til at opnå Guds nådegaver. I
kildematerialet ser man ofte større eller mindre stykker af sådanne udveks
lingskæder.
Og det nyttede at anråbe Gud. Det var i hvert fald en givers oplevelse i
1790 efter at han havde anråbt og givet løfte til Gud. Nu hvor Gud havde
bønhørt ham, var det tid til at indfri løftet ved at give almisse. Giveren øn
skede samtidig at forny sin forbøn og sit løfte, så Gud også i fremtiden ville
holde sin hånd over ham: ”De Nødlidendes Bønner om Velsignelser af den
Algode til mit Foretagende vil jeg fremdeles udbede mig, hvilke igien ingen