42 / 249
40
Peter Wessel Hansen
På på én a f de m ange belærende
illustrationer i den tyske pædagog
Joachim H einrich Campes Kort
Sielelærefo r Børn (1790) ses en fin
herre, derprangende giver en fa ttig
m and almisse. Dét var efter dati
dens norm er ukorrekt opførsel. Al
misser skulle gives a f m edlidenhed
og fo r at behage Gud. Ikke fo r at
høste andres ros.
Skikken blev lejlighedsvis kritiseret, men en større handlingspræget kritik og
bekæmpelse blev det aldrig til. Der fandtes endda højtstående gejstlige, der
omtalte skikken i positive vendinger. Præsteskabet havde, til trods for at man
udmærket kendte til offerkirkerne og forestillingsverdenen omkring dem,
ikke vilje til eller ønske om at fjerne denne ikke-lutherske skik.12
Weikert har i analysen af offerkirkeskikken anskueliggjort mødet mellem
den officielle lutherske bekendelse og offerkirkernes alternative fromhedsud-
øvelse ved hjælp af en analysemodel til kategorisering af religiøse tanker og
handlinger, der oprindelig er formuleret af den italienske historiker Carlo
Ginzburg. Weikert har bearbejdet Ginzburgs model således, at de religiøse
tanker og handlinger er grupperet i fire hierarkiske kategorier, nemlig 1) det
foreskrevne - den helt officielle tro og dens ritualer, 2) det praktiserede - uof
ficiel gudstro praktiseret af kirken, 3) det tolererede - uofficiel eller forbudt
gudstro accepteret af kirken og 4) det bekæmpede — forbudt og modarbejdet
overtro.
Det foreskrevne og det praktiserede repræsenterer kirken i henholdsvis
teori og praksis, altså konfession og ritualer, der ikke nødvendigvis er i over
ensstemmelse med hinanden, men som praktiseres af kirken. Offerkirkeskik
ken kan uden videre placeres i kategorien af ’’tolererede” religiøse forestillin
ger og handlinger, da skikken som nævnt aldrig mødte egentlig modstand fra
gejstligheden. Men Weikert hævder videre, at skikken ikke blot tolereredes af
gejstligheden, men ligefrem udgjorde en del af den kirkelige virksomhed på
det lokale plan. Skikken var med andre ord en integreret del af den lutherske
gejstligheds praksis.173