41 / 249
Miraklernes tid
39
Som det rammende blev formuleret i sommeren 1770: "Deres Gernin
ger skal følge Dem paa hiin Side af Graven (...) og i de Dødes Opstandelse
skal De høre deres Kierligheds og Barmhiertigheds Gierninger priiste af den
store Forbarmere, der til Deres Berømmelse vil opregne dem, og evig belønne
dem”.168 Igen var det præsterne og fattigstiftelsernes bestyrere, der talte, når
befolkningen skulle bekræftes i deres traditionelle (og katolske) forestillin
ger.
Når pastor Cruse i 1790 bad Gud om, at de gode giveres huse skulle
"blomstre” og i parentes anførte, at Guds nåde i det jordiske kun var ”en For
smag paa dine [Guds] høyere Goder, der hisset skal nydes”, og når Werdel, præ
sten på St. Hans Hospital, i 1780 garanterede en giver, at Gud ville gengælde
ham ”baade i denne og den tilkommende Verden”, var det i begge tilfælde
udtryk for en kristendomsopfattelse, man ikke forventer at finde hos Oplys
ningstidens lutherske præster.169
Tolereret folketro eller kirkelig praksis?
Præsterne deltog aktivt i de ritualer og den retorik, der omspandt udøvelsen
af gerningskristendommen i Oplysningstiden. Fattigvæsenets præster spillede
derfor en væsentlig rolle i almissekulturen. Giverne forventede tak, forbøn
og Guds gaver til gengæld for deres almisser, og præsterne bekræftede me
nigmand i deres forestillinger med ord og handling. De gjorde intet for at af
kræfte dem, selvom de var (og er) i strid med luthersk teologi. Tværtimod.
Der var tale om et skisma mellem kirkens officielle holdning og præster
nes stilling til gerningskristendommen. På den ene side har den lutherske
kirkes holdning til gode gerninger været fuldstændig klar fra reformations
tiden og frem til i dag: man kan udelukkende opnå frelse ved at tro; gode
gerninger fremkalder hverken Guds nåde her eller hisset.170Men i en række
københavnske præsters ytringer fra slutningen af 1700-tallet møder vi en an
den - nærmest katolsk - holdning til gudsdyrkelsen.
At et luthersk præsteskab støttede op om gerningskristendommen er et
fænomen, der også kendes fra Sverige. Her støttede præsterne i 16- og 1700-
tallet lokalt offerkirkeskikkens tradition for votivgaver, altså takkegaver for
Guds nåde, selvom kirken i princippet skulle modvirke denne skik og de
forestillinger, der omgærdede den.171 Skikken er som tidligere nævnt indgå
ende behandlet af den svenske historiker Monica Weikert, der også kommer
ind på skismaet mellem den officielle lutherske tro og præsternes handlin
ger.
Weikerts systematiske gennemgang af svenske visitatsprotokoller giver
ikke et entydigt billede af den svenske gejstligheds syn på offerkirkeskikken.