36 / 249
34
Peter Wessel Hansen
storff samt direktørerne.
Her blev giverne lovet, at ’’ligesom man til dets [husets] Understøttning
og forsettning, intet ønsker og udbeder uden gandske frivillig Hielp og Kier
lig Gave, og det mindste som gives, antages med lige oprigtig Taknemmelig
hed som det støre, saa bliver og de Umyndige, som nyde Frugten af saadan
gavmildhed, underviist og tilholdne fra deres spæde Ungdom at bede godt
for deres Velgiørere, og anraabe den Allerhøyeste at velsigne Dem i Deres Hu-
use og Slægter, Lykkelig giøre Deres Foretagende, lade Dem finde den sande
fornøyelse af at giøre gott, og derimod afvende alt ont fra Dem og Deres Ef
terkommere i Tiiden ogÆvigheden”.143
Som om det ikke var nok at forsikre giverne om, at de fattige som tak for
almisserne ville bede for givernes lykke, kunne man endda af og til finde be
skrivelser af almissernes uddeling og de fattiges bønner. Den 29. januar 1790
fejrede man Kongens fødselsdag i en af fattigvæsenets stiftelser, Nicolai Ar-
bejdshus, ved at uddele mad og flidspræmier til lemmerne. Husets mæcener,
der var indbudt til at tage anstalten i øjesyn, oplevede ved den lejlighed de
fattiges taknemmelighed for de rundhåndede gaver. Adresseavisen bragte en
malende beskrivelse af seancen: ’’Glædeligt var det Syn for Tilskuerne, at see
sine hungrige Brødre at mættes, rørende var det og at være Øjenvidner til dis
ses varme Bønner, som opsendes til Alfader, for af ham at udbede Kongehu
set, samt andre af deres Velgiørere, Velsignelse og Løn”.144
Til hverdag var det naturligvis ikke praktisk muligt at giverne troppede
op, hver gang der skulle uddeles almisse. Men fattigvæsenets folk kunne ga
rantere dem, at de var ’’Vidner til de Velsignelser, som disse Syge og Nødli
dende ønskede over saa ømme Velgiørere”.145Inspektør Claus Meden beskrev
f.eks., hvordan ’’Himlen blev anraabt om Velsignelse over den Fromme”, når
de fattige på Almindelig Hospital blev tilsendt almisse.146 I regnskabet for
Trinitatis Arbejdshus for 1792 bedyrede arbejdshusets ledelse ligeledes, at alle
de gaver huset havde modtaget, ’’saavel Brød, som Pengene og Fisken, lige
som indkommen, strax er uddeelt til de Fattige, som prisede Gud, takkede,
og med Bøn og inderlig Suk udbad Guds naaderige Velsignelser maae dag
lig formere alt hvad de Velgiørere ejer”.147Det er næppe for meget at sige, at
troen på almisser som en genvej til guddommelig gunst, næredes af den type
officielle ytringer.
Fattigfolks bønner kunne supplere givernes egne bønner, og derfor an
modedes de fattige om ”de vil forene deres Bønner til Gud” med givernes.148
Ja, man troede, at de fattiges bønner havde en kraftigere virkning end almin
delige menneskers. ”Den Fattiges Bøn formaaer meget, naar den er alvorlig”
hed det i en gavenotits fra vinteren 1770.149Nogle givere efterstræbte derfor
især de gudfrygtige fattiglemmers bønner. I vinteren 1780 anmodede en giver