35 / 249
Miraklernes tid
33
leve og opvoxe Gud til Ære, sig selv til Lykke, og Forældrene til største Glæde
og Fornøyelse”.136
I 1790 takkede Vor Frelser kirkes sognepræst, den fremtrædende grøn
landsmissionær og tidligere præst ved Vajsenhuset Otto Fabricius, på lignen
de måde en giver, der havde betænkt de husarme på Christianshavn med 15
rigsdaler. Fabricius takkede ”paa de Fluusarmes Vegne, som forene deres Øn
sker med mine, at den glade Giver maa fremdeles nyde Guds Velgierninger i
rig Maade, da han saa vel veed at skiønne derpaa”.137 Samme år takkede Vor
Frue Plejekommission, anført af sognepræsten, for en ’’ædelmodig” gave på
20 rigsdaler til sognets fattigskole ”med det oprigtige Ønske: at den hulde
Velgiørerinde maa tælle mange glade uformørkede Dage, og til Løn for ud
mærket Dyd og Menneskekierlighed nyde udmærket Naadeløn af Gud i Tid
og Evighed”.138
De fattiges bønner for de barmhjertige
Nogle givere ønskede de fattiges assistance til at takke Gud. Andre søgte at
nedkalde Herrens nåde over sig ved hjælp af de fattiges forbøn. Eksempelvis
gav en bekymret ægtemand de syge en rigsdaler for, ”at de vil bede Gud at
min Kone maatte faae sin Helsen igien”.139En anden giver skænkede et usæd
vanligt stort beløb, 200 rigsdaler, til nogle nødlidende familier, der var blevet
omtalt både i ”den Berlingske Avis” og i Adresseavisen, ”med Begiering til
dem at de vil bede jeg altid maae være Under Himmelens Anførsel”.140
Han ville sikre sig en permanent virkning af de fattiges forbøn med én
stor donation. Så store donationer var dog et særsyn. Kun sjældent tilfaldt
så mange penge én enkelt familie. Igen synes det at have været en familie af
stand, der skulle reddes fra social deroute.
De små gaver på et par rigsdaler var de mest sædvanlige, og ligeledes var
fordringerne til de fattiges forbønner normalt mere beskedne. Som vi har set,
drejede bønnerne sig typisk om mere specifikke sager. Kun sjældent var der
tale om mere ’permanente’ velsignelser af giveren.
Fattigvæsenets repræsentanter søgte at anspore giverlysten ved at bedyre,
at de fattiges ”Suk og Bøn vil opstige til Himlen over Giverens store Na-
ade”.141 Almindelig Hospitals inspektør Claus Meden gav ligefrem ’’Forsik
ring om deres [de fattiges] Forbøn og Velsignelse”.142 Det var dog ikke kun
fattigvæsenets embedsmænd, der tilskyndede almissegivningen med løfter
om de fattiges forbønner. I de 14 kollektbøger, der i 1753 blev sendt ud til
alle dele af landet med det formål at indsamle penge til Opfostringshusets
indretning, kunne man således i indledningen læse en opfordring til at give,
underskrevet af husets præses - og landets udenrigsminister - J.H.E. Bern-