![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0038.jpg)
36
Peter Wessel Hansen
om, at hans almisse blev uddelt ”til 3 sande Guds Børn, udbedendes disses
alvorlige Forbønner hos Gud for mig i denne min store Nød”. Han formo
dede, at de fattiges "Gemyts-Beskaffenhed” nogenlunde måtte være fattig
kassens administrator bekendt.150 På lignende vis fordelte inspektøren på St.
Hans Hospital en almisse til de, efter hans bedste vurdering, gudfrygtigste
lemmer, ”som skiønner at takke Herren vor Gud”.151
Forestillingen om, at de fattiges bønner var særligt virkningsfulde, blev
rigeligt bekræftet af de offentlige personer, som administrerede de indkomne
gaver. Hans Holck omtalte ofte disse bønner i sine kommentarer til ind
komne donationer til hans syge- og bespisningskasser. Den 9. juli 1770 tak
kede han således giverne på de fattiges vegne i Adresseavisen og tilføjede:
"Det er ikke med Ord at udsige, med hvilken Taknemmelighed og Hiertets
Opløftelse til Gud disse elendige Lazari annammer disse Kierligheds Gaver;
Thi den vansmægtede Tunge faaer ligesom nye Kræfter til at takke og priise
Guds Godhed, som han ved sine Børn giver dem, og de afmægtige Hænder
faaer nye Kræfter til at opløfte sig til Algodhedernes Fader for at anraabe om
Velsignelse over saadanne hans Børn, ved hvilke han ikke efterlader sig uden
Vidnesbyrd”.152
Samme måned, den 23. juli 1770, takkede Holck igen giverne på vegne
af de fattige, ”der visselig ikke aflader at ønske Godt over saa ædelmodige Gi
vere, og under Korset, der best lærer at bede, erindre den Christelige Pligt:
Beder for hverandre at I maatte læges”.153
Under fattigdommens åg lærte man altså bedst at bede, og derfor havde
de fattiges bønner større styrke, end ens egne bønner. Det var derfor vigtigt,
at almissegiverne kunne vide sig sikre på de fattiges forbøn. Fattigvæsenets
folk og det københavnske præsteskab gjorde, som vi har set, deres til, at giver
ne skulle føle denne sikkerhed. I november 1790 gav Peder Saxtorph, der var
kapellan ved Nicolai kirke, f.eks. sognets fattige besked på at gå i forbøn for
en velgører, der anmodede om deres bønner: "Glemmer ikke I Fattige, som
ere deelagtiggiorte i denne Gave, at opfylde denne ædle Menneskevens Be-
giering, som ikke har glemt at husvale eder af den Velsignelse, som den gode
Gud har skiænket ham. Mit Hiertes Ønske er, at Herrens Velsignelse stedse
maa boe og blive hos ham”.154
Præsteskabet og almissekulturen
Gejstligheden opmuntrede ved enhver given lejlighed befolkningens udøvel
se af barmhjertighed og bekræftede troen på, at gode gerninger fremkaldte
Guds nåde. Fattiginstitutionernes præster og andre embedsmænd takkede
jævnligt giverne i Adresseavisen, og ønskede dem endog ”den Naade-Løn og