![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0033.jpg)
Miraklernes tid
31
Taksigelsen
Set med almissegiverens øjne havde de fattige den vigtige funktion at mod
tage almisser og takke for dem ved at gå i forbøn for giveren. Taksigelsen var,
som vi har set, af stor betydning for den givende part, og fattiginstitutioner
nes almisseuddelere sørgede altid for at takke de ædle givere, og bringe de
fattiges tak videre.
Når fattigvæsenets stiftelser blev betænkt med gaver var det ikke ualmin
deligt, at stedets embedsmænd, sammen med giverens almissenotits, indryk
kede en annonce i Adresseavisen, hvor de takkede på de fattiges vegne. Efter
at Tugt- Rasp- og Forbedringshusets indsatte i efteråret 1790 havde modtaget
”en heel Kiedel Boghvede Grød kogt i Melk med Smør til, og i alle Maader
saa vel tillavet, at enhver Mand kunde spise den, samt nogle Stykker Flesk og
et 24 sks. Brød”, takkede institutionens præst og inspektør ”den skiulte Vel-
giører”: ’’Lemmerne takke Velgiøreren med rørte Hierter, og vi aflægge tillige
vor Taksigelse paa deres Vegne, og fordi vi troe en saa ædel Gierning fortiener
at være almindelig bekiendt, derfor kundgiorde vi den, skiønt det skeer mod
Giverens Vidende”.129
Man regnede uden videre med, at giveren ønskede de fattiges —og em-
bedsmændenes - tak for måltidet. Almissen blev sikkert også annonceret for
at den kunne fremstå som et godt eksempel for andre potentielle almissegive
re. Som regel meddeltes giveren blot, at de fattige havde modtaget almissen,
og at de havde takket, men enkelte gange skete det, at almissedistributørerne
offentliggjorde, hvem der havde fået pengene. I sommeren 1770 uddeltes
således almisse til en række fattiglemmer, efter at man fra prædikestolen i
Trinitatis kirke havde anmodet menigheden om at donere penge. Almisserne
fordeltes ”til en mange Aar Syg og Sengeliggende fattig Enke; En Enke mod
100 Aar gammel; en fattig syg og elendig Enke; En Vattersottig fattig Kone;
En fattig og blind Kone; En Kone, som er hentagen, rørt og saare elendig; En
fattig og svag Kone over 80 Aar; og en fattig blind og Sengeliggende Kone.
Som alle hierteligst takker den ædelmodige Giver, og ønsker ham og hans
Guds rige Velsignelse og naadige Beskiermelse”.130
Notitsen fungerede utvivlsomt som kvittering til giverne. De ønskede sik
kerhed for, at deres penge var kommet de rette fattige i hænde og at modta
gerne —og det var nok det vigtigste — takkede for gaven. Den afstand mellem
almissegiver og -modtager, som lovgivningens forbud mod tiggeri og almisse-
givning på gaden (og ved døren) i en vis udstrækning medførte, mindskedes
på den måde.131
Enkelte af de i Adresseavisen nævnte almissemodtagere havde ligefrem så
nært et forhold til deres godgørere, at de fra tid til anden indrykkede annon