31 / 249
Miraklernes tid
29
nedlagt, være i Naade hvers belønner!”121
I en opgørelse over antallet af bidragydere til de forskellige københavnske
fattigkasser i 1770 bekendtgjordes det i Adresseavisen, at de ”som har her
til contribueret ere ubekiendte for Menneskene, men visselig bekiendte for
Gud”.122 På samme måde anførte St. Hans Hospitals præst, at den ædeltæn-
kende velgører, som den 18. juli 1780 donerede hospitalets lemmer seks rigs
daler, ”og ikke vil være bekiendt af hans Godgiørenhed, vilde Herren, som
seer i Løndom, giengielde aabenbare”.123Almindelig Hospitals inspektør for
mulerede sig i lignende vendinger, da han i sommeren 1790 takkede en giver
for en stor donation: ”Dit Navn er fortiet blandt Mennesker, men din Ret
skaffenhed kiender og belønner den Alvidende”.124
Almissemodtagerne
Giverne havde ofte en mening om, hvem almisserne skulle tilfalde. Det kun
ne være en bestemt institutions lemmer eller de mest "syge”, ’’trængende”
eller "hungrige” fattige. Andre gange betænktes navngivne personer eller fa
milier. Det var tilsyneladende ikke ualmindeligt, at man gav til en fast kreds
af gadetiggere. Som nævnt ved vi ikke meget om de almisser, som byens bor
gere gav omstrejfende tiggere til trods for de gentagne forbud og henstillinger.
Sandsynligvis havde mange deciderede ’yndlingstiggere’, som man understøt
tede med mere eller mindre faste almisser. Heriblandt også prominente bor
gere som filosoffen Søren Kierkegaard, der gav almisse efter et nærmest fast
lagt mønster til en fast skare af gadetiggere. Det drejede sig bl.a. om ’’Lire
manden”, ”den halte Mand”, ”den gamle Kone” og ”den gamle Margrethe”,
der regelmæssigt optrådte i regnskabsbogen over Kierkegaards husholdning
fra 1847-48.125
Visse almisselemmer var særligt populære og havde efter alt at dømme
deres mere eller mindre faste godgørere. I Adresseavisen fra 1790 står at læse,
hvorledes forskellige givere gentagne gange gav almisse til en række navn
givne fattige, nemlig til den afsindige Johannes Møller, den forhenværende
skomagermester Urban, ”den blinde Kone i Springgade”, en ’’Enke med 7
Børn i Nyboder” samt kontrollør Sehsteds enke, der henslæbte tilværelsen i
’’Daarekisten” på St. Hans Hospital.126
De personlige gaver var som oftest stilet til St. Hans Hospitals sindssyge
fattiglemmer. Da ”et forenet Onsdags Selskab” i 1790 ønskede at donere 15
rigsdaler til St. Hans Hospital, overlod man det dog til hospitalets ledelse at
finde ud af hvilke lemmer, der skulle nyde godt af de ekstra midler. Til gen
gæld ville man gerne oplyses om, hvem modtagerne blev.