27 / 249
Miraklernes tid
25
rigsdaler!) en borger begærede uddelt på kongens fødselsdag, for at opmuntre
de fattige, ”at de med mig opløfte Hierte og Mund, og offrer, til Gudernes
Guder, og Kongernes Konger, Lov, Tak, Hæder og Ære, der hidindtil har saa
naadeligen bevaret Landets Konge og Fader, Vor dyrebare Christian. I mine
Venner Guds elskelige Siæle, sænder med mig tiilig og sildig, og uafladeligen
for Vor kiere Monark Bønner og Forbønner til den almægtige Gud, paa det
at Herren vor Gud maae have stedse sin Velbehagelighed i Ham, og at Han
maae blive til evindelige Tider Herrens Velsignelse, og Herrens Elskelige”.96
Også den øvrige kongefamilie havde folkets interesse. I september 1790
bragte kronprins Frederik sin brud til København. I forbindelse med de man
ge festligheder på ’’Indtogsdagen” modtog fattiginstitutionerne adskillige ga
ver. De fattige skulle også mærke, der var fest. En af giverne skænkede de
fattige brød, smør, ost og øl til uddeling på indtogsdagen, ”for at give disse
desstørre Leylighed at anraabe Forsynet om Naade og Beskiermelse over det
høye Par, som Staden i Morgen faaer i Eye, den Kongelige Familie, og enhver
som vil Landets Vel”.97
Guds lykke og velsignelse året rundt
Oplysningstidens almissegivere synes at have haft en klippefast tro på, at Gud
greb aktivt ind i menneskelivet. Almisser blev derfor ledsaget af allehånde
bønner og taksigelser for både stort og småt. Nogle givere ønskede, ”at vor
Herre vil husvale os her, og hisset evindelig”.98 En anden takkede Gud ved
at tilgodese de ’’nødlidenste Pesthuus-Lemmer i Betragtning (af) Guds sted
sevarende Naade og Godhed mod mig og mine”.99 Almindeligvis gjaldt gi
vernes bønner og taksigelser dog velsignelser af betydeligt mindre omfang. I
sommeren 1790 begrundede en giver f.eks. sin donation på fem rigsdaler til
Trinitatis sogns fattige på følgende måde: ”1Anledning af min Fødselsdag og
mit Løfte til Gud for de mange Velsignelser han har tildelet mig, at de Fat
tige ville bede tillige med mig, at Forsynet trygt vil ledsage over Havet hvad
jeg venter, legge sin Velsignelse i ethvert enkelt Foretagende, lade mig og mit
Huus hvile under hans Omsorg, og give mig fremdeles Naade og Kraft til at
takke ham for hans store Velgierninger”.100
Almisse blev givet året rundt. Visse årstider havde de fattige dog mere
brug for almisse end andre: Om vinteren levede mange fattige under særligt
kummerlige forhold i utætte og faldefærdige baghuse, mens de om somme
ren led under den kornmangel, der ofte opstod i månederne inden, den nye
høst kom i hus. De fattiges problemer kunne ændre sig med årstiderne, men
et barmhjertigt menneskes hjælp var der altid brug for.