25 / 249
Miraklernes tid
23
ilde bested udi den omdrivende lis paa de Svenske Kyster”. Man må forestille
sig, at de pengestærke givere var de købmænd eller interessenter, der havde
tabt penge, hvis skibene var gået ned, men som nu stod til at tjene på de vel
ankomne asiatiske varer.81
Husstand, næring og levebrød
Generelt angik mange bønner og taksigelser de forskellige foretagender, der
udgjorde folks livsgrundlag. Det var lige så vigtigt at gå i forbøn for levebrø
det, som det var at søge frelse fra de farer, der var forbundet med rejser og
sygdom. Det gjaldt eksempelvis en arbejdsløs rejsende, der - desperat efter at
finde arbejde - i efteråret 1790 kom til København. Han bad de fattige, ”at de
ville anraabe den naadige Gud med mig, at jeg snart maatte faae et Levebrød,
som jeg nu næsten paa 4 Aar har været berøvet, som er min Reyses Øyemer-
ke, da det er kostbar at ligge for længe i Kiøbenhavn”.82 De fattige blev ofte
anmodet om, at ’’bede om den almægtige Guds naadige Beskiermelse, Lykke,
og Velsignelse i alle mine lovlige Forretninger”, eller ligefrem om Gud ville
være almissegiverens ’’Hielper og Raadgiver i alt mit Foretagende”.83
Hovedparten af befolkningen levede af deres hænders arbejde. Den jævne
mand var afhængig af en god fysik og det er derfor ikke mærkeligt, at en stor
del af bønnerne drejede sig om bevarelse af helbred og sundhed. Det kom så
ledes til udtryk, da en giver qua sin almisse og de fattiges forbøn udtrykte det
håb, ”at Gud vil lægge sin Lykke i mine Hænders arbeyde”, mens en anden
bønfaldt Gud om, at lade ham beholde sin arbejdsevne: ”Lad mine Hænders
Arbeide aldrig slaae mig feil”.84 Uanset om man var rig eller fattig ønskede
man dog, at ”Gud [ville] give Lykke i vores Næringsvey”.85
I efteråret 1790 skænkedes ”30 af de meest elendigste Lemmer i St. Hans
Hospital” fem rigsdaler med den begæring, at ”de vilde forene deres Bønner
med min, at Gud vilde snart ophæve den Forhindring, som giør det umueligt
at blive forenet med min Kiereste”.86Ægteskabet var en fundamentalt livs
vigtig institution i det tidlig moderne samfund. Bonden kunne ikke fæste en
gård, og håndværkeren kunne ikke blive laugsmester, hvis ikke han var gift.
Og hvis den ene ægtefælle døde, var det i de fleste tilfælde nødvendigt hur
tigt at gifte sig på ny, både af hensyn til den arbejdskraft, som en ægtefælle
udgjorde, og for at efterkomme de regler og normer, der fordrede, at en fæ
stebonde eller håndværksmester var gift. Derfor var ægteskabet også genstand
for folks bønner og ønsker, og ved bryllupsfester var det kutyme at give til de
fattige.87
Det var tilfældet med det ugifte kærestepar, der gerne ville ’’forenes” i æg
teskabet, og den almissegiver, der bad om ”at Gud vil velsigne mine Venners