26 / 249
24
Peter Wessel Hansen
Foreening”.881vinteren 1780 gav et nygift par ligeledes almisse til de fattige
med bøn om Guds velsignelse af deres ægteskab. Hans Holck kvitterede med
følgende lille digt: ”De tvende, som sig her foreener/Og ærligt med hinan
den meener/Velsigne Gud enhver især/Og vogte dem fra Fristelser/Han i det
Gode dem befæste/Og giøre alting til det beste”.89
På grund af børnedødeligheden var børnene ofte forældrenes store be
kymring. At miste et barn var ikke blot en sorg, det var også tab af en res
source eller i hvert fald en potentiel ressource. Børn var vigtige for husstanden
som arbejdskraft, men senere måske endnu mere uundværlige for forældrene,
når børnene skulle være deres forsørgere i alderdommen: At blive gammel
uden at have overlevende efterkommere kunne bringe et menneske til tig
gerstaven. Børnenes rolle i familielivet var vigtig, hvorfor ’’E.L.M.” i 1790
gav tre rigsdaler til de fattiges middagsmad påskedag med ønske om, ”at Gud
stedse vil bevare Giverens Børn”.90
Var ulykken sket og var et barn blevet alvorligt sygt, satte man sin lid til
Gud og bad for barnet. Et medlidende menneske ønskede således i foråret
1790, at de fattige skulle ’’bede Gud om Forbarmelse for et lidet uskyldigt
Barn, at han vil lindre og borttage dets Smerter, og befrie de kierlige og ømme
Forældre for at see og høre længere paa al hendes Jammer og Nød”.91 Selv
efter sit syge barns bortgang valgte en moder at takke Gud med en almisse til
de fattige ”i Anledning af hendes eget Barn, der i saadan Svaghed er bortdød,
med Tak til Gud, som friede hende fra stor Hiertesorg”.92
Børn kunne selvfølgelig også give anledning til mindre alvorlige bekym
ringer. Det var tilsyneladende tilfældet, da en giver skænkede de fattige en
rigsdaler med bøn om, at ”jeg ey skal vrie mine Hænder for et ulydigt Barn”.93
Om det var en fortvivlet forælder eller en vred barneplejerske, der skrev disse
ord, er ikke godt at vide. Alt fra trivielle dagligdagsproblemer med et trodsigt
barn til sorger forbundet med børns sygdom og død fandt vej til de almisse
givendes bønner.
Kun sjældent skete det, at en giver gik i forbøn for andre husstandsmed
lemmer. Et tyende indleverede to rigsdaler til de ”12 meest Nødlidende i St.
Hans Hospital” med bøn om, ”at de vil bede Gud bevare min Madame og
hendes Mand, og give dem Lykke til alt deres Foretagende ”. Det var usæd
vanligt at gå i forbøn for sit herskab. Det understreges af forbønnens unikke
karakter i det her gennemgåede materiale, men måske mere sigende er det,
at hospitalets embedsfolk bad ’’Herren høre denne saa sieldne Veltænkende
Bøn”.94Lige så usædvanligt var det, da et herskab som taksigelse gav de fattige
almisse, fordi ’’Herren hialp vores Tieneste-Menneske”.95
Rigets øverste husbond, kongen, var også genstand for undersåtternes
gode ønsker og almisser. Eksempelvis den ’’lidet og meget usselt Skiærv” (10