23 / 249
Miraklernes tid
21
Fare, vold og ondskab
Det var ikke kun i forbindelse med sygdom eller fødsler, at man håbede på
Guds velsignelser. Andre ulykker kunne støde til. Mange frygtede samfun
dets forbryderiske elementer, og derfor var alskens former for kriminalitet
emne for forbøn, hvor menigmand søgte guddommelig beskyttelse mod
onde mennesker. En giver anmodede således de fattige almissemodtagere om,
”at de beder med mig, at Gud vil bevare mig og mine fra slemme Menne
sker”, mens en anden søgte beskyttelse mod ”fortredelige Folk”. Sidstnævnte
forbøn var tydeligvis hentet fra Bibelen, idet giveren i almissenotitsen hen
viste til Davids ord fra
Salmernes Bog.
"Herre, red mig fra onde mennesker,
bevar mig for voldsmænd”.66
En giver - og dermed også samtlige Adresseavisens læsere - blev kort før
julen 1790 forsikret om, at forbøn kunne afværge farlige situationer. Da Hans
Holcks efterlevende enke kvitterede for en gave på fem rigsdaler, der var givet
i taknemmelighed til Gud "fordi han har hiulpet mig af en Fare”, lovede hun
således giveren, at "baade jeg og de Fattige vil bede Gud, at han fremdeles vil
afvende al Fare fra hans [giverens] Huus”.67
Det var dog mere almindeligt at takke for Guds hjælp, når først den fa
refulde situation var overstået.68Årsagen hertil skal nok findes i, at de fleste
farefulde stunder dukkede op uventet og ikke på forhånd kunne forventes.
Den giver, der i 1770 betænkte to nødlidende med 24 skilling, havde således
ikke i forvejen haft mulighed for at gå i forbøn, ”da en Straten-Røver den 22
Januarii a. c. virkelig ville have ihielslaget mig, om ikke Gud havde holdet sin
Haand over mig”. Derfor takkede han, ’’fordi Gud sparede mit Liv”, ved at
hjælpe to fattiglemmer.69Ligeledes kunne en giver, der kaldte sig ”den som ey
giør Mennesken ont”, berette, hvorledes han, da han den 22. december 1769
om aftenen ville gå hjem, blev overfaldet ’’uden Føye og mindste Brøde paa
sin Side, af et udædigt Menneske, ved en voldsom Haand baade paa Gaden
og i sammes Stue derefter”. Giveren overlevede overfaldet og ”i Taksigelse til
Gud, der hialp ham fra en forestaaende Ulykke” betænkte han nu de syge,
elendige og sengeliggende med fem rigsdaler, og tilføjede endda et lille vers:
”Gud skee Priis ogÆre/Som sig lod det være/Angelegen fra Volds Drav/Mig
at udfrie og bevare/Fra en uforventet Fare/Saa mit Saar ey meer giør AU”.70
Det var ikke kun voldelige overfald, som folk takkede for at være slup
pet nogenlunde helskindet fra. I vinteren 1770 kunne en giver f.eks. prise
sig lykkelig, ’’fordi Gud har bevaret mig for Skade og hiulpet mig fra et slet
nederdrægtig Gemyt af en Madmoder”. Han skænkede efterfølgende de syge
fattige en rigsdaler.71
At rejse ud, især på længere rejser, var forbundet med mange farer, deri
blandt sygdom, krig, røveri og uvejr og de dermed tilhørende risici for død,