18 / 249
16
Peter Wessel Hansen
spredning tyder på, at giverne kom fra alle byens sociale lag, hvilket kan be
kræftes af de relativt få tilfælde, hvor givernes sociale tilhørsforhold opgives
i avisen. Hovedparten af datidens københavnere havde højst råd til at give
nogle enkelte rigsdaler, mens byens mere velstående borgere sagtens kunne
flotte sig med større donationer.
A t give efter evne
Små og store gaver var - i hvert fald i princippet - lige velkomne. Alle gaver
blev modtaget med lige stor taknemmelighed, så længe de blev givet "efter
evne”. Det var f.eks. tilfældet, da enken Ulrike Haas i 1780 gav en rigsdaler
”til de Fattige i St Hans Hospital efter min ringe Evne”, for, som hospitalets
embedsmænd anførte, ’’Herren anseer og belønner ogsaa Enkens Skiærv”.43
Udtrykket ’efter evne’ brugtes ofte i almissenotitserne og dækkede tydeligvis
over et centralt begreb i almissekulturen. Når giverne erklærede, at de gav ef
ter evne, viste de, at ”var Evnen som Villien, skulde have fulgt meere”, som
en giver udtrykte det.44Det var en grundfæstet norm, at alle skulle give efter
evne. Det understreges af følgende betragtning af inspektør Matzen og pastor
Cruse fra St. Hans Hospital: ’’Efter Evne uddeel, og lad Verden see, at det, du
har, ikke er dit eget; men et Laan af Gud til din og fleres Lyksalighed. Him
mel! Beløn dem rigelig, og lad alle deres Foretagender vel lykkes”.'0 Det var
en grundlæggende kristen forestilling, at Gud - verdens skaber - var ophav til
al rigdom. Det var også grunden til, at man skulle give efter evne. Den som
Gud havde benådet med rigdom, skulle naturligvis yde mere til de fattige end
den, der kun havde til dagen og vejen.
Det synes at have været en udbredt forestilling, at jævne mennesker var
mere gavmilde end rige. Det blev f.eks. udtrykt i et digt, der i januar 1780
bragtes i Adresseavisen. Digtet handler om den ubarmhjertige velhaver, der
undlader at hjælpe det gamle og gudfrygtige fattiglem, og i stedet bebrejder
denne hans fattigdom. En barmhjertig menneskeven iler den gamle til hjælp,
men kommer først frem, da han er død af sult: ”En gammel Graaeskægget af
Hunger geleidet/Blev ham af den Rige i hans Armod bebreydet:/Du burde
arbeidet, som jeg og som andre/Han gav ham slet intet, men lod ham kun
vandre/En Gellert46 udspurgte hvor denne Mand boede/Han fandt ham og
vilde ham giøre til gode/Men i det han kommer opgiver han Aanden/En
Psalmbog ved Siden, en Skofte i Haanden/Lader os Hielpe dem blandt os
som lider/Haver vi Forraad, er friske og sunde/Lad os da lædske fortørrede
Munde/Har vi i eye hvad disse mon fattes/Maae vi da ikke ret lykkelig skat-