24 / 249
22
Peter Wessel Hansen
lemlæstelse eller fallit. Rejsende, der havde overkommet store farer på deres
færd, takkede naturligvis Gud efter en lykkelig hjemkomst. I vinteren 1770
sendte en giver de fattige almisse som tak til Gud for at have sparet et ungt
menneske, ”der var i stoer Fare paa sin Reyse fra Kiøbenhavn”.72 Et par ver-
densmænd takkede ligeledes ”den Allerhøyeste, der forunderlig har i mange
Aar bevaret fra adskillige udstandne Livs-Farer i en anden Deel af Verden” og
”for Frelsning i America af en svær Sygdom”.73
Almindeligvis sørgede man for at være velsignet inden afrejsen. Ofte led
sagedes almisser til de fattige af forbøn eller ønske om forbønner med henblik
på en forestående rejse, som da ”P.S.” ved flere lejligheder i sommeren 1790
gav almisse til de fattige med følgende bøn: "Herre giv Naade og Lykke paa
min Reyse til L**”.74Men også de fattige skulle bede til Gud ”for mig at jeg
maa fuldende en lykkelig Reyse fra L”.7'’ Bønnen om en lykkelig fuldendt
rejse behøvede ikke nødvendigvis at komme fra den rejsende selv. De pårø
rende bad også om, at de rejsende ville komme helskindet hjem, f.eks. finder
vi en forælders bøn om, ”at Gud vil føre mit Barn lykkelig hjem”.76
Søfolkene var en specielt udsat gruppe. De levede hele deres liv på farten
og var derfor i særlig grad eksponeret for de farer, der lurede på enhver rejse.
Derfor kunne en sømandskone føle sig nødsaget til at give de fattige en rigs
daler for sin "Mand og Søn, som ligger paa Søen” og tilføje bønnen: ”Gud
give dem Helbred og en lykkelig Reyse”.77Ligeledes bad ”en Søefarende (...),
at Herren vil bevare ham paa hans Reise”.78De fattige mærkede ofte den store
glæde ved ”en Skippers lykkelige Ankomst til kydst”, som da en sømand i ju
len 1790 uddelte den nette sum af 20 rigsdaler til de mest trængende, ”at de
tillige med ham vilde takke Gud, som havde bevaret ham paa sin Reyse, og
sendt ham vel og beholden hiem igien”.79
Ombord på skibene "havde fromheden det med at stige med stormstyrken”,
og under voldsomt uvejr skete det, at besætningen lovede Gud noget til de
fattige i håb om, at Herren ville redde skib og mandskab. På Vesterhavsøerne
blev de søfarendes navne oplæst efter gudstjenesten, og præsten bad sam
men med sine sognebørn Gud om søfolkenes lykkelige rejse og heldige hjem
komst. Som tak herfor var det kutyme at give præsten en gave efter hjem
komsten. Ligeledes bogførte Asiatisk Kompagni hvert år 106 rigsdaler i sine
regnskaber til præsterne i Københavns kirker og i St. Olai kirke i Helsingør
for at de skulle bede for kompagniets skibes lykkelige fart og ’’negotiens”
fremgang.80
Undertiden angik taknemmeligheden snarere skibene end besætningen.
Det var tilfældet i vinteren 1770, hvor flere givere donerede større beløb til de
fattige og takkede Gud for, at nogle kongelige fregatter og Asiatisk Kompag
nis skib “Fredensborg Slot” med sin bemanding ikke var gået ned, ”da det var