19 / 249
Miraklernes tid
17
Digtet havde den klare morale, at den der var så lykkelig, at kunne spise
sig mæt hver dag, burde hjælpe de sultne. Samtidig bidrog digtet til at skabe
billedet af den gerrige rigmand. Det var sandsynligvis også med hentydning
til det generelle billede af den gavmilde middelklasse og almue og de nærige
rige, at en giver donerede penge til de fattige med kommentaren: ”Fra en i
maadelige Omstændigheder til Opmuntring for de Rige”.48
En lignende holdning kom til udtryk, da ”et Vennelaug” i efteråret 1790
skænkede to rigsdaler til lemmerne i St. Hans Hospital. Vennerne henviste
nemlig i almissenotitsen til satirikeren, dramatikeren og samfundsrevseren
P.A. Heibergs
Selskabs-Sang. Den 25 September 1790
, hvor det i sidste vers
hedder: "Stormanden svirer og glemmer den arme/kan ham med kold Lige
gyldighed se/Vi ere Smaafolk og føle med Varme/midt under Sviren, Elen-
digheds Ve/Hungriges Mave/fordrer en Gave/giver! og Tak skal I have”.49
Sangens pointe var, at småfolk havde mere medlidenhed med de fattige
end de rige. Og mon ikke der - i hvert fald for nogens vedkommende - var
noget om snakken? Den store befolkningsgruppe, der levede et liv, hvor der
var en reel risiko for at fattigdommen kunne ramme dem selv en dag, måtte
begribeligvis have større forståelse og sympati for de fattige. Men ikke alle var
enige i, at de rige var mindre gavmilde end middelstanden. 14 dage efter at
Heibergs digt blev bragt i Adresseavisen, doneredes to rigsdaler, en mark og
13V2
skilling, som var blevet indsamlet ved et bal og skulle ’’tiene til et Beviis,
at det ikke er saa aldeles rigtigt, hvad der staaer i den fameuse Vise: Storman
den svirer og glemmer den Arme”.50
Det var da heller ikke ualmindeligt, at velhavende borgere gav store ga
ver til de fattige eller testamenterede større beløb til fattigvæsenet. Mange
fattiginstitutioner blev således finansieret af legater og fundatser oprettet af
gavmilde velhavere. Men ikke kun adelige, købmænd og andre velstående
borgere evnede at efterlade fattigvæsenet større beløb. I 1790 arvede Nicolai
Arbejdshus og Friskole den relativt store sum af 100 rigsdaler efter en afdød
bagersvend.51 Sådanne større donationer blev behandlet på mere officiel vis,
og fattiginstitutionerne opbevarede lister over den kapital, som de forskellige
legater og fundatser indeholdt.
Det skete dog også, at den jævne befolkning efterlod mindre beløb til de
fattige. ’’Salig Lise Margarete” havde således ”paa sit yderste” begæret, at der
på hendes fødselsdag skulle uddeles en rigsdaler samt 24 toskillings surbrød
til de fattige på St. Hans Hospital.52På samme måde arvede Almindelig Ho
spital to rigsdaler efter en gammel kone.53Både velhavende og mindrebemid-
lede betænkte de fattige ved at testamentere store og små gaver til fattiginsti
tutionerne. Det er nærliggende at forestille sig, at giverne ønskede at sikre sig
en plads i paradiset ligesom i den katolske tid.