Previous Page  21 / 249 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 21 / 249 Next Page
Page Background

Miraklernes tid

19

komme sin Helsen igien”.58Andre gange var det ikke den syge selv, men hans

pårørende, der gik i forbøn eller bad om de fattiges bønner. I sensommeren

1780 tilgodeså en fortvivlet ægtemand således flere forskellige fattiginstitutio­

ner med nogle rigsdaler i håb om, at det kunne hjælpe hans kone, ”som beder

daglig om Guds Hielp og Bistand for sin Helsen”, og han tilføjede: ”Gud giv

os en god Taalmodighed at bære Korset”.59

I sommeren 1790 skænkede en udmattet syg to rigsdaler til deling blandt

de nødlidende på Almindelig Hospital ”med Begiering, at de vil bede Gud,

at han i Naade vil forandre min Svaghed, som jeg har baaret paa i 12 Aar, en­

ten til Livet eller en salig Død”.60Gennem de fattiges forbønner kunne Gud

bevæges til at helbrede, men tilsyneladende også til at udfri en dødssyg person

fra sine lidelser. En anden, der gennem mange år havde været svagelig, anfør­

te i en gavenotits: ”Ach Herre! Forbarme dig over mig og giv mig det der er

for mig tjenligt baade til Siæl og Legeme, da du veed best hvad som tiener os

til vores Nytte”.61Man kunne stole på, at Gud fjernede dårligdommen, men

ikke vide, om det var ensbetydende med helbredelse eller bortgang.

Efter en helbredelse var det tilbørligt at takke Gud for hjælpen. Igen kun­

ne det både være den syge selv eller hans pårørende, der takkede med en

større eller mindre gave til de fattige. En husmoder gav således de fattige seks

rigsdaler, ”for Gud har hiulpet min Mand og Søn af stor Sygdom”, mens en

anden takkede Gud med en rigsdaler til de syge fattige ”for Gud har hiulpet

mig op af en svær Sygdom”.62

I den tidlig moderne verden var det begrænset, hvad man kunne gøre, når

man selv eller et kært familiemedlem blev ramt af sygdom. Selv banale li­

delser som forkølelse og influenza kunne udvikle sig i dødelig retning. I sin

afmagt henvendte man sig derfor til Gud, da man var overbevist om, at han

kunne gribe ind i menneskelivet, hvis han ønskede det. Gud kunne nås gen­

nem bønner, men endnu bedre var det at kombinere bønnerne med almisse

til de fattige. Allerbedst var det via almissen at få de fattige til at gå i forbøn

for sig. Før koppevaccinens udbredelse var det f.eks. naturligt for et lykkeligt

forældrepar, at give de fattige nogle rigsdaler "fordi Gud har bevaret et Barn

godt at overstaae Kopperne”, der var en børnesygdom med stor dødelighed.6’

Sygdomsramte kunne i mange tilfælde kun forlade sig på Guds hjælp, og en

genvej til den gik gennem almisse og de fattiges forbøn.

Af samme grund var barsler også genstand for folks bønner. Fødslen var

farlig for både mor og barn, og ofte skete det at begge døde i barselssengen.

Der var kun lidt eller intet, man kunne gøre for at mindske risikoen for de

hyppigt forekommende komplikationer. Vordende forældre, der gav en skil­

ling til de fattige, satte imidlertid deres lid til, at Gud hindrede ulykke. En

ængstelig vordende far skænkede således 10 rigsdaler til en sygekasse ”med