16 / 249
14
Peter Wessel Hansen
I Adresseavisens annoncer om gaver til de fattige får vi et sjældent indblik
i 1700-tallets almissekultur, en kultur der, som vi skal se, hverken byggede
på Oplysningstidens eller lutherdommens idealer, men snarere havde rødder
i Middelalderens almissesystem. I den brede befolknings øjne var miraklernes
tid endnu ikke forbi.
De barmhjertige
Almissegivernes identitet blev kun sjældent afsløret i Adresseavisens almisse
notitser. Som regel var annoncerne blot underskrevet med giverens initialer.
Det sikrede giveren, at han kunne genkende sin egen notits. Muligvis kunne
en del af avisens læserskare også regne ud, hvem giveren var, hvis der var tale
om mere usædvanlige initialer, som eksempelvis den christianshavnerinde,
der takkede for en nyligt overstået fødsel og underskrev sig "C.L.A.H.” i en
almissenotits fra efteråret 1790.37Nogle givere håbede måske på at blive gen
kendt og høste bifald i offentligheden for deres godgørenhed. Nogle givere
understregede endda vigtigheden af annoncen ved selv at bede om almissens
bekendtgørelse: ”Til Sikkerhed for mig, at det [almissen] er Deres Velbyrdig
hed rigtig indhændiget, ville De behage at tage af disse 2 Rdlr. saa meget, at
det kan averteres i Adresse-Contoirets Efterretninger”.38
I notitserne afslørede giverne kun sjældent deres identitet. I de tilfælde,
hvor giverens identitet enten helt eller delvist afsløredes for Adresseavisens
læserskare, synes det ofte at have været avisens redaktion eller en fattiginstitu
tion, der ønskede at fremhæve, at en enke, en tjenestepige eller en lærling gav
en rigsdaler eller to af sin ringe løn, og derfor var et eksempel til efterfølgel
se.39Det bemærkedes således særligt, da ”en Læredreng her i Staden” skænkede
fattigvæsenet en rigsdaler til uddeling blandt de mest trængende.40
Enkelte givere følte tilsyneladende selv trang til at opgive deres navn i al
missenotitsen. Det var tilfældet, både da skomagermester J.S. Færslew i Vand
kunsten nr. 30 i 1790 gav en rigsdaler i almisse med bøn om, at de fattige ville
takke Gud for hans kones nedkomst med trillinger, og da Jørgen Henningsen
samme år skænkede to rigsdaler i håb om, at de fattige modtagere ville ’’bede
Gud om Hielp for et sygt lille Barn, og at det maatte skienkes en hastig og
fuldkommen Helbred”.41 Det var imidlertid mere undtagelsen end reglen,
at almissegivere opgav deres navne, og alt tyder på, at den normale praksis
og etikette ved almissegivning var den anonyme eller næsten anonyme gave.
Større gaver, eksempelvis testamenter, blev dog almindeligvis givet i fuld of
fentlighed.42
Ofte fortæller donationernes størrelser mest om giverne. Almissernes stør
relse strakte sig typisk fra et par skillinger og op til 50-100 rigsdaler. Denne