![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0011.jpg)
Miraklernes tid
9
alene var Guds, og at Guds nåde så at sige var gratis eller en ”ren gave”.
Ifølge den franske socialantropolog Marcel Mauss er forestillingen om
den rene gave imidlertid en illusion - hver gang en gave gives, bliver der etab
leret en forbindelse mellem giver og modtager. Modtageren forpligtes til at
acceptere gaven og til at give noget til gengæld, hvilket er ensbetydende med
gaveudvekslingens fortsættelse. Som vi skal se, lod dette gengældelsens prin
cip sig hverken udradere fra den officielle eller uofficielle kristne lære i Dan
mark.15
Den lutherske konfessions officielle linje overfor de fattige, almissegivnin-
gen og gerningskristendommen var ganske klar. Det var den også, da man i
den danske kirkeordinans fra 1537 understregede, at den katolske motivation
ikke længere kunne anvendes, men at man udelukkende skulle give almisse,
fordi det var en almindelig religiøs pligt for alle kristne mennesker. Almissen
var fortsat et væsentligt element i fattigforsorgens økonomi, men motivet til
at give skulle ændres. Det var præsternes opgave at forklare dette for befolk
ningen.16 En række historikere har sat spørgsmålstegn ved, om Reformatio
nen på dette punkt slog igennem i praksis. Flere mener således, at teori i vidt
omfang vedblev at være teori, og at de katolske ritualer og sædvaner kun lang
somt - gennem en flere hundrede år lang overgangsperiode - blev afløst af den
nye bekendelse. Katolske reminiscenser og holdninger, der afveg fra Luthers,
var således udbredt blandt den nye protestantiske kirkes gejstlighed.17
Ifølge den første sjællandske biskop efter Reformationen, Peder Palladius,
var almissegivning til de fattige en uomgængelig kristenpligt. Men for Pal
ladius havde almissegivning også et egennyttigt og socialt motiv: alle kunne
risikere selv at blive afhængig af andres hjælp på grund af alder, sygdom og
ulykke. Var man ikke barmhjertig mod de fattige, kunne man ikke forvente
hjælp, hvis man selv endte i ulykke og fattigdom. Palladius’ pointe var, at
man - ud fra et rent egoistisk nyttesynspunkt - skulle give de fattige lige så
meget, som man ønskede at modtage, når og hvis man selv kom i samme si
tuation.18
Mere overraskende opererede Palladius også med et løn- og straffemotiv i
sin argumentation for almissegivningen. Den barmhjertige almissegiver kun
ne regne med at få sine gaver til de fattige tyvefold igen fra Gud. Omvendt
kunne den, der ikke gav, være sikker på Guds straf både her og hisset. Menne
sket skulle prise sig lykkeligt over blot at have brød og husly, og demonstrere
dette for Gud ved at hjælpe de ulykkelige. Forsømte man dette, ville Gud nok
vide at sørge for, at man selv blev den næste, der måtte gribe til tiggerstaven.
I stedet for alene at henvise til den lutherske dogmatiks egentlige begrundel
se for almissegivningens kristelige nødvendighed - den kristne næstekærlige
barmhjertighed - fremhævede Palladius truslerne om straf og løfterne om løn