7 / 249
1 Miraklernes tid
Almissekultur og gavegivning i Oplysningsti
dens København
P eter Wessel Hansen
Tiggerne i København
I en beretning fra 1822 fortæller Henning August, der var bogholder i Kø
benhavns Fattigvæsen, om de mange problemer byen har med tiggere. De
antaster folk på gaderne og trygler om almisse under alskens påskud, og det
til trods for at tiggeri i det offentlige rum havde været strengt forbudt siden
1708 og til trods for, at det frem til 1792 også havde været forbudt at give
dem noget. Ikke desto mindre vrimlede København med både tiggere og
givere, og forbuddet var ikke det papir værd, det var skrevet på. Sagen var
nemlig, som August fortæller, at de fleste hellere ville give personlige gaver
til de fattige end at give penge til en offentlig kasse som fattigvæsenet. Man
ville nemlig gerne ’’høste Roes og smigres for Gavmildhed”. Andre ønskede,
at ’’forsone sig med Forsynet, eller lette deres Sorg ved at give; atter Andre
haabe et godt Udfald for et attraaende Gode, ved at give Betlere”.1Henning
August giver os her et sjældent indblik i de almindelige motiver bag almisse-
givning. Vor viden om betlerne og deres velyndere begrænser sig ellers stort
set til samfundspidsernes idelige klager over de plagsomme betlere og de vel
dædige borgeres misforståede godgørenhed.
Siden 1500-tallet var betlerne i større og større grad blevet mødt med
uvilje og forbud fra myndighedernes side: Først ved at regulere betleriet, så
ledes at kun såkaldt værdigt trængende måtte tigge - og kun hvis de havde
tiggertegn, dernæst ved at betleri og almissegivning til tiggere blev forbudt i
København i 1698, og overalt i landet med de to store fattigforordninger fra
1708. Herefter var den form for barmhjertighedsudøvelse strengt forbudt.
Ikke desto mindre fortsatte både betleriet og almissegivningen på gaden og
ved døren relativt uhindret.2
I Henning Augusts skildring anes nogle af befolkningens bevæggrunde
for at give almisser, men generelt fortæller kildematerialet ikke meget om
baggrunden for den lovstridige almissegivning til gadebetlerne. Det skete til