8 / 249
6
Peter Wessel Hansen
syneladende yderst sjældent, at en giver blev indbragt for retten for at have
givet almisse til en betler. Ikke mange ”ere indstevnet for Retten, og have
maattet betale Bøder for denne strafværdig anseete Gavmildhed”, meddelte
en anonym skribent i 1791.3
I 1708-loven havde kongen fastslået, at det fremover kun var tilladt at
hjælpe samfundets fattige gennem gaver og donationer til de offentlige og
private fattigkasser, fattigvæsenet og fattigstiftelserne, mens den strengt per
sonlige godgørenhed til gadebetlere ikke længere kunne tolereres. Først med
den københavnske fattigforordning af 9. marts 1792 ophævedes forbuddet
mod almissegivning.4Motiverne for både legal og illegal almissegivning hav
de efter alt at dømme rod i en kollektiv forestillingsverden eller almissekul
tur.5Lovgiverne havde bestemt, hvilke almisser der var tilladte og hvilke der
var forbudt, men for manden på gaden var en almisse en almisse. Alle barm
hjertighedsgerninger var pr. definition gode og fromme, og de var tillige lyk
kebringende for giveren.
Almissegivning i Middelalderen
I Middelalderen havde holdningen til fattige, fattigdom og almissegivning
været stærkt præget afkristne idealer og normer. Barmhjertighed er faktisk et
centralt element i de fleste store religioner - også i den kristne, der netop op
rindeligt fik fodfæste som de fattiges religion. Efter at kristendommen havde
bestået i hen ved 1000 år opstod den idé - sandsynligvis under indtryk af so
ciale omvæltninger og voksende fattigdom i middelaldersamfundet - at der
i fattigdom kunne være en værdi i sig selv. Men det nye fattigdomsideal var
også religiøst begrundet. Jesus havde været fattig, og ved efterlignelse af ham
kunne mennesket bringe sig nærmere Gud. Nu betragtedes de fattige som
særligt fromme mennesker, der ved at eftergøre Jesu levevis selv kunne opnå
frelse, og som desuden havde særlige forudsætninger for ved forbøn at hjælpe
andre til Guds nåde. I kølvandet på denne udvikling opstod de for Middelal
deren kendetegnende velgørenhedsindretninger og tiggermunkeordener.6
Man forestillede sig, at gode gerninger kunne føre til jordisk lykke og
sjælens frelse fra skærsilden. Denne ’gerningskristendom’, som den kaldes,
der beroede på princippet om gensidighed eller noget-for-noget, dvs. fore
stillingen om, at menneskets gode gerninger overfor kirken og de fattige blev
gengældt af Gud, førte til den store udbredelse af religiøs gavegivning i Mid
delalderen. Idéen om, at barmhjertighed førte til frelse, var ikke de katolske
teologers eget påfund. Troen havde dybe rødder i Bibelens jødisk-kristne tan
keverden. Bibelen kunne rigeligt bekræfte den barmhjertige giver i, at gode
gerninger rådede bod på synd og gav frelse. Her stod bla. at læse, at ’’almisse