10 / 249
8
Peter Wessel Hansen
som modtagere af almisser til uddeling blandt de fattige. De gik også i forbøn
for giverne og medvirkede til deres frelse. Men også de fattige almissemodta
gere fungerede som åndelige mæglere for de barmhjertige.9
I
Matthæusevangeliet
fremstilles de fattige som et billede på Kristus selv.
En god gerning mod de fattige var derfor en god gerning mod Kristus: ’’Alt,
hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod
mig (...) Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller
ikke gjort mod mig! Og de (uretfærdige) skal gå bort til evig straf, men de
retfærdige til evigt liv”.10 De fattiges forbønner blev, formedelst de fattiges
særlige forbindelse til Kristus, tillagt stor virkning. Meget tyder endda på,
at den fattiges forbøn hen mod Middelalderens slutning blev opfattet som
mere virkningsfuld og pålidelig end gejstlighedens messer etc. Fra Senmid
delalderens Europa kendes således flere eksempler på, at velstående borgere
oprettede fattighuse med det formål, at de fattige indvånere skulle bede for
husets stifter. Generelt synes det at have været af stor betydning for giverne, at
almissemodtagerne vidste, hvem der havde vist dem barmhjertighed. Og det
er i grunden ganske logisk, for hvordan skulle de kunne gå i konkret forbøn
for nogen, de ikke kendte til?11
Almisser blev altså ikke alene givet af godhed mod de fattige. Almisse
modtagerne havde også deres betydningsfulde mission overfor giverne. De
befordrede sjælenes frelse. For vejen til Gud gik gennem almisse og gode ger
ninger, og de bedende gav menneskene en kærkommen lejlighed til at gøre
’det gode’ og sikre sig part i Himmeriges salighed.12
Almissegivning efter Reformationen
I den senmiddelalderlige katolicisme havde gensidighedens princip den be
tydning, at mennesket ved eget initiativ kunne øve indflydelse på sin frelse
gennem gudstjenestestiftelser, privatmesser, aflad, klosterliv, gode gerninger
osv. Denne tankegang gjorde Martin Luther i første halvdel af 1500-tallet op
med.13 Luther afviste pure, at man kunne forvente Guds belønning for sine
gode gerninger. Man skulle ikke give almisse i ønsket om sin sjæls frelse, men
ene og alene af barmhjertig næstekærlighed. Mennesket kunne alene frelses
gennem troen.14
Den lutherske teologi demonstrerede en stærk modstand mod gensidig-
hedsprincippet i forbindelse med almissegivningen. Mennesket kunne ikke
betvinge Gud ved hjælp af gaver. Luther imødegik i sit opgør med katoli
cismen enhver form for gerningsretfærdighed og do-ut-des tænkning, hvis
denne var ensbetydende med, at gaven skulle bruges som menneskets middel
til at opnå fordele i form af Guds nåde. Det blev understreget, at initiativet