![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0012.jpg)
10
Peter Wessel Hansen
på jorden og i det hinsides i en sådan grad, at han fik det til at se ud som om,
at frelsen afhang af gode gerninger.19Palladius anvisninger tegner dermed et
langt mere broget billede af holdningen til de fattige og almissen efter Refor
mationen end Luthers tekster og
Kirkeordinansen
giver indtryk af.
I historikerkredse var det i mange år den gængse opfattelse, at den religiøst
betingede fattigforsorg led alvorlig skade ved Reformationen.20Begrundelsen
var ganske logisk: I den lutherske forkyndelse afvistes den katolske gernings
kristendom og dermed også motivationen til at give almisse.21 I løbet af de se
neste 25 år er denne tese dog blevet imødegået. Historikeren Troels Dahlerup
har således påvist, at den private godgørenhed fortsat udgjorde et væsentligt
bidrag til fattigforsorgen efter Reformationen. Reformatorernes kamp imod
afladsbetaling og de gode gerningers frelsesgaranti var ikke automatisk ensbe
tydende med, at almissesystemet bekæmpedes og indskrænkedes. Teologisk
set flyttedes fokus fra almissegiveren til modtageren. Det var et religiøst impe
rativ for den kristne at give almisse af ren kærlighed til den fattige næste. Det
var ikke længere giverens, men modtagerens, forhold, der stod i centrum.22
Det var imidlertid ikke alene den private godgørenhed, men også den
katolske almissekulturs forestillinger og normer, der levede videre i årene ef
ter Reformationen. Almisser blev stadig givet i håb om frelse. I sine arbejder
om kirken og de fattige i 1500-tallet har historikeren Carsten Selch Jensen
pointeret, at de fattige efter Reformationen fortsat indtog en central rolle i
det religiøse liv: ”De fungerede her som højt skattede forbedere og var følge
lig målgruppe for en udstrakt velgørende virksomhed, der vel at mærke ikke
ophørte med Reformationen, skønt den teologiske begrundelse ændrede sig
på nogle områder”.23Også andre fremstillinger bekræfter, at traditioner med
rod i katolicismen fortsat levede videre efter Reformationen.24
Sådanne betragtninger synes ikke mindst interessante som baggrund for
Oplysningstidens københavnske almissekultur, som skal præsenteres i det
følgende: Denne almissekultur minder nemlig til forveksling om det almis-
segivningssystem, der var almindeligt forekommende i årene omkring Refor
mationen.
Kristendom og folketro
Efter alt at dømme overlevede den katolske kirkes syn på tiggere som samfun
dets velgørere i brede dele af befolkningen til et stykke ind i det 19. århund
rede. Mange var overbevist om, at enhver betler eller landstryger kunne være
Herren eller en af hans ærkeengle, der forklædt vandrede rundt på jorden og
afprøvede menneskets sindelag og omhyggeligt noterede alle velgerninger og
synder, som, når de blev opregnet, gav billet til Guds rige. Ifølge historikeren