13 / 249
Miraklernes tid
11
Anna Rasmussen var bøndernes barmhjertighedsgerninger f.eks. ”et helt per
sonligt anliggende mellem giver og modtager eller måske rettere mellem dem
selv og deres skaber og himmelske dommer”.25Almisse blev givet i en fast tro
på, at den, som gav den fattige, ville blive belønnet af Gud, mens man om
vendt blev straffet, hvis man undlod at give.
Troen på at gode gerninger udløste guddommelig nåde havde en parallel i
den svenske offerkirkeskik. I det 17. og 18. århundrede var det således almin
deligt, at nødlidende eller rejsende, i håb om at Gud ville hjælpe og beskytte
dem, ofrede penge eller andre gaver til en række bestemte kirker, som ifølge
traditionen havde en særlig kraft.26 I Danmark synes en lignende skik med at
give offer- og votivgaver til kirkerne at have været udbredt helt ind i det 19.
århundrede. Alt fra penge og almisser til kirkeskibe, lysekroner og andet kir
keinventar blev skænket af givere, typisk søfolk, enten som takkegaver eller
som modgave for kommende salighed.27
I Danmark havde helligkilderne og de dertil hørende kirker og kapeller
tilsyneladende samme funktion som de svenske offerkirker. Den besøgende
ved kilden lagde en skilling i kildeblokken som et bidrag til det pågældende
sogns fattigforsorg og ønskede til gengæld at modtage det hellige vands gud
dommelige virkning. Traditionen med at valfarte til kilderne på særlige kilde
dage, hvor der til de religiøse handlinger ofte var knyttet et marked, bestod
trods skikkens uoverensstemmelse med den lutherske tro flere hundrede år
efter Reformationen - endnu i anden halvdel af 1800-tallet drog den almin
delige landbefolkning på kildefærd.281almuens idéverden var der en klar for
bindelse mellem frugtbarhed, helbredelse og livskraft og den kristne religion.
Eksempelvis var det ikke uden sværdslag, at den nye kirkes mænd fik afskaffet
de gamle frugtbarhedsritualer, hvor præsten velsignede bøndernes marker og
avl mod en skilling til de fattige.29
Almissekulturen var blot én blandt flere skikke, der var i modstrid med
statskirkens officielle holdninger. Befolkningens rodfæstede forestillinger lod
sig ikke let ændre. Især ikke når Bibelen, som det var tilfældet for almissekul
turen, rigeligt kunne bekræfte den gamle tankeverden.
Historikeren Ingrid Markussen har vist, hvordan bibelske skrifter som
Ordsprogenes Bog
og
Siraks Bog
fungerede som almuens ideologiske funda
ment. Skrifterne blev anvendt aktivt i undervisningen på landet i det 18.
århundrede. Her var synet på den fattige og almissen præget af forestillinger
om Guds frelse og straf, som det f.eks. kom til udtryk i flere bibelsteder i sog
nepræst Carl Christian Birchs forskriftssamling fra 1780’erne. Stykker som:
”Hvo som er barmhiertig imod den Fattige laaner Gud, og han skal rigelig
giengælde ham, endog den ringeste Velgierning”, og ”hvo som giver til den
Fattige, skal ikke lide Mangel; men hvo som uden Følelse glemmer Fattige