30 / 249
28
Peter Wessel Hansen
festlighederne for det nygifte kronprinsepars indtog i København i september
1790.113 Giverne forbandt også personlige ønsker eller taksigelser med disse
almisser. På ’’Indtogsdagen” skænkede en giver således en rigsdaler til de fat
tige, ’’fordi Gud har opfyldt mit Ønske”.114 Også selskaber betænkte de fat
tige i anledning af festlighederne, som da Vester Kompagnis over- og under
officerer samt livskytter ved en middag indsamlede penge til de fattige.113
Den anonyme og den altseende
Giverne, som vi møder dem i Adresseavisens annoncer, var som tidligere
nævnt oftest helt eller delvist anonyme. Normen var efter alt at dømme, at gi
veren skulle holde sin identitet skjult og under ingen omstændigheder måtte
prale med sin godgørenhed. Man skulle give af de rette grunde og på korrekt
vis. I Joachim Heinrich Campes
Kort Sielelarefo r Børn
kunne man på én af
de mange belærende illustrationer se, hvordan en galant herre på prangende
facon gav en fattig mand almisse. I den tilhørende tekst forklaredes det, at
den fine mand bevidst gav, så alle kunne se, hvor meget han gav, fordi han var
begærlig efter ros. Han gav ikke af medlidenhed eller for at behage Gud, og
det var ikke korrekt, ydmyg opførsel.116 Ligeledes anførte Ludvig Holberg i
et af sine epistler, ”at det er pharisæisk at uddeele Gaver ved Trompeters Lyd,
og Almisse taber sin Dyd, naar den giøres aabenbar”.117
Almisse skulle gives i det skjulte. Der var ingen grund til at udstille sin
gavmildhed, for Gud så alt - også den gavmildes gode gerninger. Dette er
sagt meget klart i
Matthausevangeliet
, hvor det i om afsnittet
Om almisse
hed
der: ”Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at
blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når
du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i sy
nagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har
fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din
højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det
skjulte, skal lønne dig”.118
Netop den holdning, som vi møder hos Campe, Holberg og i Matthæus-
evangeliet, udtrykte Tugt- Rasp- og Forbedringshusets inspektør Curtz og
pastor Krog i efteråret 1790 i en offentlig takkeskrivelse til en anonym al
missegiver: ’’Just i det han [giveren] ville være skiult lagde han for Dagen, at
hans Medlidenhed med disse ulykkelige Mennesker ikke udvældede af Stolt
hed eller forfængelig Pralerie”.119Almisse skulle gives af et godt hjerte. Gud
lønnede ikke velgørere, der ønskede andres ros og agtelse. Derimod så og
belønnede han dem, der gav i det skjulte.120 Fattigvæsenets præster og em-
bedsmænd understregede igen og igen, at ”Gud, for hvis Aasyn hver Gave er