![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0034.jpg)
32
Peter Wessel Hansen
cer i avisen, hvor de takkede personligt. ”Den blinde Kone i Springgaden”
aflagde således i maj 1790 ”sin hiertelige Taksigelse til alle dem, som har ræk
ket sin Haand til hende i hendes Nød og Elendighed” og tilføjede, at hun nu
boede ”paa Ulfeldtsplads No. 122”.132Så vidste man, hvor man kunne finde
hende! Senere samme år gengældte ”den blinde og sengeliggende Enke, som
haver lagt saaledes i 10 Aar, boende i Lille Regnegade No. 192 anden Sal to
Trapper op” ligeledes sine beskyttere ved at aflægge ”sit Hiertes inderlige Tak
sigelse til enhver, som haver rakt hende Haanden, og tilbeder dem Herrens
Velsignelse”.133Disse fattige, blinde kvinder trådte selv frem fra almissemod
tagernes anonymitet og takkede deres hjælpere. På den måde sørgede de for,
at givernes ønsker om de fattiges tak blev honoreret, og kunne vel derfor med
rimelighed forvente at modtage flere almisser. Begge parter - giver og modta
ger - fik hvad de ville have.
Det hørte dog i reglen til undtagelserne, at almissemodtagerne indryk
kede takkeannoncer i avisen. Deres røst hørtes som regel kun, når fattiginsti
tutionernes almisseuddelere bekendtgjorde med hvor megen glæde og med
hvor stor taknemmelighed, almisserne blev annammet af f.eks. St. Hans Ho
spitals lemmer. For andre modtagere medførte deres borgerlige selvfølelse,
at de ikke ønskede at træde frem i det offentlige rum med deres fattigdom.
Denne gruppe af fattige blev i samtiden benævnt husarme, dvs. fattigfolk,
”som Stand, Alder og Skrøbelighed udelukke fra de offentlige Arbeydsanstal-
ter, og Undseelse forbyder at betle, eller at aabne deres Nød for enhver”. Det
var ærekære mennesker, der havde oplevet en social deroute og som knap nok
ville vise sig på gaden af forlegenhed over deres forfatning.134
Formentlig var den almissemodtager, der i efteråret 1790 ærbødigt takke
de ”Det respective Selskab, som den 9 Oct. paa Skydebanen uden Vesterport
med en Gave af 32 Rd. 10 Sk. saa ædelmodig haver lindret min kummer
fulde Tilstand” netop en sådan forlegen fattig. Det store almissebeløb vidner
sandsynligvis om, at modtageren tilhørte borgerstanden. Man ønskede næp
pe at skænke et fattiglem af jævn byrd så stort et beløb.135
På vegne af almissemodtagerne takkede fattiginstitutionernes ledere de al
missegivere, der overholdt fattiglovene og afstod fra at modtage de fattiges tak
gennem almissegivning på gaden. Ofte nøjedes embedsfolkene ikke med at
takke på de fattiges vegne, men takkede også de barmhjertige givere på egne
vegne. Da en kvinde i 1770 takkede for en vel overstået fødsel ved at donere
almisser, aflagde inspektøren på Almindelig Hospital således ”den allerærbø-
digste Tak (...) for denne de Fattige beviste store Velgierning”. Inspektøren
ønskede tillige, ”at den barmhiertige Gud vilde fremdeles unde denne unge
Kone og rettænkende Christen, sin Naade og Bistand; han bevare hende fra
al Gienvordighed i hendes Egtestand, samt give, at hendes kiære Foster maa