MiraklernesTid

P eter Wessel Hansen

ven, og bede med mig, at den naadige Gud vil understøtte ham i hans Alder

dom, styrke ham under hans Skrøbelighed, og lade ham i dette begyndte Aar

nyde sin rige Velsignelse baade til Siel og Legeme”.162

Da inspektør Løw og pastor Werdel fra St. Hans Hospital i sommeren

1780 takkede en giver, ønskede de ham tillige ”den ypperlige Frugt af hans er-

kiendtlige Sindelav, som forjættes Psalm. 50,23” (dvs.

Salmernes Bog

50,23):

’’Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se Guds frelse”. Bibelhen

visningen fastslog, at gaver til de fattige behagede Gud og gengældtes med

hans nåde.163 Det samme var tilfældet, da en anden passage fra Salmernes

Bog blev påpeget i en af fattigvæsenets taksigelser i 1770: ”Gud kiender sine

og deres Almisser skal komme op i Ihukommelse for Gud, som vil giengielde,

og som holder Love evindelig, at den Barmhiertige skal faae Barmhiertighed,

og den, som hielper den fattige skal reddes paa en ond Dag”.164

Den ’’retsindige Kristen”, hvis gave inspektør Meden og pastor Munthe

ved Almindelig Hospital i sommeren 1780 takkede for, var næppe heller i

tvivl om eksistensen af Guds belønninger, når man garanterede ham, at han

aldrig skulle komme til at ’’mangle Prøver paa Forsynets Godhed, saafremt en

Salomons Ord ere troeværdige. ”Hvo som forbarmer sig over den Elendige,

laaner Herren; men han skal betale ham hans Velgierning”.165

Guds løn i det evige

Det var ikke kun i det timelige, at man kunne få Herrens velsignelse. Man

ge i Oplysningstidens København troede også, at barmhjertighedsudøvelse

kunne berede vejen til en bedre skæbne efter døden. Også her bekræftede og

fremmede præsteskabet beredvilligt forestillingerne.

For den velhavende klædehandler Claudi Rosset, der i midten af 1700-

tallet skænkede Pesthuset - det senere St. Hans Hospital - størstedelen af sin

formue, synes Guds nåde at have været en naturlig følge af godgørenhed. I en

fundats fra 1752 udtrykte Rosset sin forventning om, at ’’enhver baade her

i det timelige, og hidset i det ævige Liv kand vente sig Guds Løn og Velsig

nelse, hvormed alle Fattiges Patroner og Velyndere rigeligen belønnes”.166

Claudi Rosset troede tydeligt nok, at hans barmhjertighed udløste Guds

gaver og frelse både i det jordiske og himmelske liv. Præsternes kommentarer

i Adresseavisen fastslår, at Rossets retorik var ganske i tråd med det, præsterne

prædikede. De var ikke i tvivl om, at Gud ville velsigne giverne og deres kære,

”og at Velsignelsen maae følge Dem alle Deres Lives Dage, til de hisset skal

nyde en evig Naadeløn”.167 Når de barmhjertige havde modtaget de gud

dommelige velsignelser i det jordiske liv, ville deres barmhjertighed også blive

belønnet i Himlen.