![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0044.jpg)
42
Peter Wessel Hansen
tilsagn: ”Fra en Christen efter Løvte, fordi Herren har beviist sine underlige
Gierninger og frelst udaf Faren”.176Her blev et løfte om almisser til de fattige
indfriet efter en bøns opfyldelse. Det havde stor betydning, at man overholdt
sit løfte. Det kunne man læse om flere steder i Bibelen, bl.a. i
Femte Mosebog
23,22, som en giver henviste til, da han indfriede et løfte i vinteren 1770:
”Når du aflægger løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri
det. Ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og det vil blive regnet dig til
synd”.177
Et løfte til Gud om bøn og almisser til gengæld for hans velsignelser var en
alvorlig sag. Hvis man ikke holdt sin del af aftalen, kunne man regne med at
pådrage sig Guds vrede. Men så længe man fulgte ’’spillereglerne” og indfrie
de det givne løfte, kunne det være en udmærket måde at søge Guds hjælp på.
Derfor ledsagedes almisse og forbøn ofte af løfter såsom: ’’Hvis Gud i Naade
bønhører min Bøn, da giver jeg meget meere”.178Dette løfte blev givet sam
men med en almisse (gave) på 24 skilling, og giveren ”T.S.” ønskede derved
at blive Guds hjælp (gengave) beskåret, ligesom han yderligere gav Gud løfte
om at gengælde med flere gaver til de fattige.
De fattige eller præsterne indgik ofte i udvekslingen som et mellemled
mellem giveren og Gud. I den tidlig moderne tids udvekslingsprægede sam
fund var det naturligt, at også den fattige og ikke alene Gud skulle gengælde
almissen, som nok glædede Gud, men jo også kom den fattige til gode. De
fattige havde i sagens natur ikke mulighed for at gengælde med fysiske gaver,
men til gengæld kunne de med fordel gå i forbøn for giveren hos Gud. De
fattiges bønner var efterspurgt af almissegiverne, eksempelvis for den person
der i sommeren 1770 gav 24 skilling ”til 2 Nødlidende, at de vil bede med
mig, at Gud vil bønhøre min Bøn i min Nød, saa skal den Fattige ikke blive
forglemt”.179
Giveren gav ligesom ”T.S.” almisse (gave) i håb om at blive bønhørt af
Gud (gengave), som i så fald ville modtage yderligere almisser (løfte om gen
gave). De to almissemodtagere blev tillige med Gud anmodet om at yde en
gengave til gengæld for almissen, idet de skulle gå i forbøn for giveren. De
fattiges forbønner var en slags gengaver, der igen gjorde almissegiveren de fat
tige en tjeneste skyldig.
Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der i Adresseavisens almissenotitser
kan aflæses en fast logisk struktur i almissegivningen. Almisse blev generelt
givet enten i taknemmelighed over Guds nåde eller i bøn om Guds nåde. Ga
ver givet i bøn ledsagedes ofte af et løfte om flere gaver til de fattige, hvis Gud
bønhørte giveren. Lidt firkantet opstillet kan man sige, at en almisse ledsage
des af en bøn om Guds gengave samt løfte om giverens gengave, hvis ønsket
blev opfyldt. Guds nåde blev for at indfri løftet gengældt af endnu en almisse,