49 / 249
Miraklernes tid
47
koordinerede markarbejdet og når lauget forbød laugsbrødrenes indbyrdes
konkurrence. Til gengæld for indskrænkningen af den enkeltes handlefrihed
fik han større sikkerhed, for laugsmedlemmer kunne forvente hjælp fra lau
get i modgangstider. Den enkelte kunne således have egennyttige motiver til
at træde ind i lauget, men selve laugets formål var det fælles bedste. På denne
måde gik individets og fællesskabets interesser hånd i hånd.189
Meget tyder på, at almissekulturens udveksling mellem almissegiver og
fattig samt menneske og Gud kan ses i sammenhæng med det herskende mo-
ralsk-økonomiske system, der krævede en slags solidaritet af befolkningen.
De moralsk-økonomiske relationer i eksempelvis landsby- og håndværker-
laug beroede også på udveksling af goder eller gaver. Når man hjalp en nabo
eller laugsbror, regnede man med, at man før eller siden ville fa sin ydelse be
talt tilbage igen. Samme tankegang udtrykkes i almisserne til de fattige, der
dog ikke kunne betale tilbage med ydelser eller midler, men i stedet gennem
tak og forbøn. Det var ligesom i laugene en udveksling, begge parter havde
gavn af.
De moralsk-økonomiske institutioner skulle sikre menneskene mod øko
nomisk deroute i tilfælde af ulykker. Landsby- og håndværkerlaug sørgede
for, at laugsbrødrene til en vis grad var sikret mod social nedtur. Store dele
af befolkningen, f.eks. daglejere, arbejdsmænd og soldater, levede imidlertid
udenfor disse fællesskaber og risikerede før eller siden at blive fattige, f.eks.
i forbindelse med sygdom, dårlige konjunkturer o. lign. Man regner med,
at store dele af befolkningen hørte til i den risikogruppe, hvor et pludseligt
uheld kunne være ensbetydende med et liv i fattigdom. Det er blevet anslået,
at omkring 75 pct. af den københavnske befolkning var såkaldt ’’arbejdende
fattige”. Det var den store økonomisk dårligt stillede gruppe, der bl.a. indbe
fattede soldater, matroser, svende og lærlinge hos købmænd og håndværkere,
sømænd og fiskere, tjenestefolk og daglejere. ”De var dybt afhængige af kon
junkturerne, af brødpriserne, og et enkelt dårligt høstår med efterfølgende
dyrtid, kunne bringe tusindvis af familier, der i gode tider kunne klare sig
selv, på fallittens rand”.190
Disse mennesker var på grund af deres lave indkomster konstant i fare
for at måtte gribe til tiggerstaven. De befandt sig i fattigdoms-risikogruppen.
Men selv økonomisk velstående folk fra byens øvre lag kunne ikke vide sig
sikre. Da købmand Abraham Hviid i maj 1788 tog initiativ til at oprette et
gensidigt forsikringsselskab, gjorde han det således med følgende ord: ’’Ingen
kan rose sig af Lykken, førend han er i Graven, og enhver, i hvor betydelig
hans Næringsvei end er, kan ved Alderdom og ulykkelig Tilfælde blive fattig
og trængende”.191