53 / 249
Miraklernes tid
51
Fattigdom og tiggeri var ikke kun et problem i 1700-tallet. De førhen m eget udbredte ’betleri forbudd-
skilte vidner om, at mange fa ttige endnu satte deres lid til barmhjertige almissegivere i det 19. og 20.
århundrede.
mellem menneske og Gud.
Det centrale omdrejningspunkt i almissekulturen var menneskets stræ
ben efter Guds barmhjertighed. Sorg og ulykke var i den grad en del af men
neskets lod, at man opfattede et forholdsvist sorgløst liv som en Guds nåde,
der krævede jævnlige takofre og forbønner. Oftest var det ganske specifikke
velsignelser, man udbad sig eller takkede for gennem almissegivning. Havde
man overstået en sygdom og genvundet sit tidligere helbred; havde en gravid
kvinde overstået sin barsel vel eller var en rejsende kommet hjem i god be
hold, takkede man Gud ved at give den fattige en skærv.
De fattiges forbønner blev opfattet som særligt virkningsfulde. Derfor
stræbte almissegiverne især efter, at fattigfolk gik i forbøn for dem. Forbøn
nerne vedrørte alt, lige fra afvendelse af alvorlige sygdomme til held og lykke
i risikable forretningsforetagender. I det hele taget fulgte almissegivningen
gerne et fast mønster, hvor almisse, bønner om Guds velsignelser samt løfter
om nye almisser var faste bestanddele.
Almissekulturen skal også ses i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Al
missegivningen var nemlig et led i en gaveøkonomi eller moralsk økonomi,