51 / 249
Miraklernes tid
49
Velyndere rigeligen belønnes”.197
Rossets anvendelse af ordet ’’korsdrager” om de fattige, leder tankerne hen
på forestillingen om de begrænsede goder, nemlig at nogle må være fattige
for, at andre kan være rige. Biskop Peder Palladius brugte tilbage i 1500-tallet
det billede, at de fattige bar det kors, som Gud havde pålagt dem. Forestillin
gen levede endnu i bedste velgående i 1700-tallet.198Korsdrageren bar fattig
dommens byrde, for at Rosset og andre kunne leve i velstand. Derfor ydede
Rosset penge til fattigvæsenet i håb om at tilvejebringe en bedre balance i go
dernes fordeling - og selvfølgelig også for at opnå guddommelig nåde.
Det var de troendes opgave at bringe orden i den naturlige ubalance i ver
den. Det var elementært, at alle munde skulle mættes og at den som havde
rigeligt, skulle hjælpe den, der manglede. Den del af befolkningen, der havde
mere end blot til dagen og vejen, takkede Gud for et liv uden armod. Således
modtog ’’Spisningskassen” i vinteren 1770 ni mk. til de fattiges forsørgelse
”fra den Gud rigelig bespiser”.199 Og St. Hans Hospitals præst og inspektør
takkede i 1790 de ”i Brødres Nød deeltagende Menneskevenner”, der delte ud af
deres velstand, fordi de ’’Lidende skulle haveAndeel i hvad Forsynet havde anbe-
troet dem”.200
Da Jacob og Anna Catharina Rosborg i 1756 testamenterede en stor sum
penge til Fattigvæsenet, kom samme forestilling til udtryk. Parret havde te
stamenteret deres penge til de fattige med ”det Øyemærke, at ligesom det
har behaget Gud at velsigne vor Flid og Arbeyde saaledes, at vi derved have
erhvervet de Midler vi maatte efterlade os, saa ville vi og til et Taknemme-
ligheds Tegn for denne og andre hans Velgierninger, han saa maadelig haver
behaget at lade see mod os til saadan Brug, som kunde være til hans Ære og
fattige og nødtørftige Christne til Hielp og Husvalelse”.201
Man skulle give de fattige af sit overskud, for på den måde at takke for, at
man var så lykkelig ikke at leve i armod. I relationen almissegiver og -modta
ger betød dette, at den fattige på grund af sin armod ikke var giveren en gave
af samme størrelse skyldig. Den fattige havde nemlig allerede betalt for give
rens velstand ved sin fattigdom! Ja, måske var det endda giverne, der i virke
ligheden var de fattige tak skyldig.
De fattiges ret, de riges pligter
Det virker som om de fattige nærmest havde en moralsk funderet ret til al
misse. Ikke sjældent omtaltes almisser eller gaver til de fattige i hvert fald som
’’retsindige” eller ’’retfærdige”.202 Disse rettigheder indbefattede tilsyneladen
de også de fattiges ret til at bede samfundets heldigere stillede om almisse.
Det københavnske fattigvæsens bogholder Henning August antyder et sted,