54 / 249
52
Peter Wessel Hansen
der genfindes i alle knaphedssamfund. Knaphedssamfundet var kendeteg
net ved en lang række forsikringslignende indretninger og institutioner, som
skulle beskytte dets medlemmer mod dårlige tider. Også almissekulturen må
i et bredere perspektiv betragtes som en sådan tryghedsskabende foranstalt
ning. Nok var man barmhjertig mod de fattige, fordi man havde forståelse for
og medlidenhed med deres skæbne, og mindst lige så vigtigt var det, at man
gennem almisserne kunne få del i Guds gaver, men almisser blev nok også
givet for at opretholde det kollektive almissesystem. Et system beregnet på at
redde almissegiveren, ifald hans egen lykke skulle vende og onde tider truede
forude.
Almissekulturen kendetegnedes således ved en blanding af menneskekær
lig filantropi, religiøs gaveudveksling og egennyttig selvforsikring. Paradok
salt nok virkede solidariteten og egenkærligheden side om side, idet de altrui
stiske gerninger kom den enkelte til gode, samtidig med at individets selvfor
sikring var til fællesskabets bedste.
Samfundets fattige indtog en særlig position i almissekulturens moralsk
økonomiske univers. Som materielt forfordelte individer besad de fattige den
moralske ret til hjælp fra næsten alle og var derfor omgærdet af en række fore
stillinger om den riges pligt til at hjælpe den fattige. Dette dybt rodfæstede
syn på de fattige, som både omfattede pligtfølelse, religiøse forestillinger og
simpel sædvane, synes at være baggrunden for at almissegivningen i meget
stort omfang blev fastholdt i hundreder af år efter Reformationen.
Efter alt at dømme havde Middelalderens forestillinger om almissens un
dergørende virkning overlevet bredt i samfundet ca. 250 år efter Reformatio
nen. Almissekulturens gerningskristendom vedblev med at eksistere lang tid
efter at den oprindelige katolske kontekst var bukket under i den lutherske
reformation. Denne religiøse forestilling stred imidlertid direkte imod den
luthersk evangeliske kirkes overbevisning om, at mennesket ikke kunne gøre
andet for sin frelse end at tro. Ikke desto mindre var der tale om en trosop
fattelse, der blev prædiket og forsvaret af en lang række af tidens københavn
ske præster og embedsmænd. Almissekulturen omfattede tilsyneladende alle
samfundets stænder.
Præsterne, som spillede en vigtig rolle i datidens fattigvæsen, bekræfte
de almissegiverne i forestillingsverdenen. Det er interessant at betragte, hvor
langt der var fra den lutherske konfessions totale afvisning af gerningskristen
dommen til de københavnske præsters ytringer om forbøn og gengaver fra
Gud. Almissekulturen hører hjemme i en gråzone mellem officiel trosbeken
delse og tolereret folketro.
Her melder spørgsmålet sig om, hvorfor kirken accepterede og praktise
rede gerningskristendommen? Umiddelbart kunne man antage, at præste