50 / 249
48
Peter Wessel Hansen
Almissegiverne var med til at opretholde en form for socialt sikkerheds
net, som sikrede fattigfolk et nødtørftigt livsunderhold. Almissekulturen var
dermed også udtryk for en forsikringsform, der kan sammenlignes med de
former, der fandtes inden for håndværker- og landsbyfællesskaberne. Gav
mildhed mod de fattige var med andre ord en slags tryghedsskabende foran
staltning, som skulle sikre, at andre gav, hvis ens egen lykke vendte.
Man var fuldt bevidst om, at langt fra alle var skyld i deres egen fattigdom,
og at man, hvis konjunkturerne var dårlige eller uheldet var ude, selv en dag
kunne ende i armod. En medlidende giver uddelte således tre rigsdaler ”til
dem hvis Skiebne ved en uventende Tildragelse er bleven for tung”, mens en
anden med social empati donerede et beløb til tugthusfangerne med ordene:
”De ere Forbrydere, det er Gud og Mennesker noksom bekiendt, men de for
tiene dog Medlidenhed naar man seer hen til de særdeles Omstændigheder i
deres Liv, som styrtede dem i Ulykken”.192
Skæbnen rådede i livet, og Guds gaver blev ikke uddelt i lige mål til alle.
Rigdom eller fattigdom var man derfor ikke selv herre over. Man troede nem
lig (i øvrigt meget i overensstemmelse med realiteterne) at verden rummede
en konstant og begrænset mængde goder.193 Hvis Gud gav rigeligt til nogle,
var det ensbetydende med at andre måtte mangle. Præsten ved Almindelig
Hospital formulerede i 1790 tankegangen således: ”Fra din Skaberhaand, Al
mægtige! Modtager enhver af dine Skabninger sin beskikkede Deel - nogle
mere, andre mindre. Nogle opdrages ved Lidelser, andre ved Velgjerninger;
men din Plan for Støvets Børn er og bliver undforskelig”.194
Det var verdens orden, at nogle havde den tunge skæbne at leve i fattig
dom. Det var naturligt, at nogle havde mere end andre, og at nogle ligefrem
manglede og var afhængige af barmhjertige menneskers almisser. For som pa
stor Cruse i sommeren 1790 spurgte Adresseavisens læsere: "Hvad vilde skee,
dersom alle havde af sig selv hvad de behøvede, og den ene ikke trængte til
den anden?” Og han havde svar på rede hånd: ’’Velgiøreren maatte savne den
Glæde at give: Klienterne den Fryd at takke”.195 Der var med andre ord tale
om et afhængighedsforhold mellem giver og modtager. Den, der havde nok,
var nemlig forpligtet til at give den, der manglede: ”Det, du har, (...) er (ikke)
dit eget; men et Laan af Gud til din og fleres Lyksalighed”, som man kunne
læse i Adresseavisen i 1790.196
For klædehandler Claudi Rosset var Guds nåde tydeligvis en naturlig føl
ge af godgørenhed. I fundatsen for Rossets fattigstiftelse fra 1752 bad han til
forsikring for fundatsens efterlevelse fattigvæsenets direktører garantere for
"nøyeste og flittigste Omhue og Opsigt for disse elendige Kaarsdrageres Tarv
og Beste, hvorfor enhver baade her i det timelige, og hidset i det ævige Liv
kand vente sig Guds Løn og Velsignelse, hvormed alle Fattiges Patroner og