41 / 161
4. Oldforskning ved Fagmænd og Lægfolk.
39
hel Del kunde der ogsaa siges herom; men det væ
sentligste vil dog altid blive, at man faar Greb paa
Kunsten ved selv at arbejde, ved at forsøge, ved at
ville — det kommer da efterliaanden ad Erfaringens
Vej. Men paa Bunden af det hele ligger dog den
medfødte Evne og det naturlige Anlæg, det, man kal
der Begavelse. Hos den rigtige Forsker maa der
findes medfødt Evne, Udvikling gennem Arbejde og
rig Kundskab; han har det Greb, der rammer det
rette og det store.
Herved maa endnu særlig bemærkes, at det ikke
nytter, hvor meget heraf der end medbringes fra et
fremmed Omraade. Man skulde mene, at dette er
ganske selvfølgeligt: det er Oldforskeren, som løser
Oldtidens Opgaver. Men dette er ingenlunde almin
delig anerkendt, og ilde gaar det da ogsaa saa ofte.
Et stort og lærerigt Eksempel skal anføres herpaa.
Skaldyngerne opdagedes med deres hele Indhold
af Sager, der hidtil ikke kendtes og nu skulde for
klares. W o r s a a e udfandt da, at de hidrørte fra en
ældre Tid end alt, hvad man forud havde kendt;
det var den ovenfor S. 6 omtalte ældre Stenalder,
som var fundet; et stort, nyt Oldtidsomraade var op
daget. Men dette bestred en jævnbyrdig Videnskabs
mand og Naturforsker, der var W or s a a e s samtidige.
Han indrømmede vel den paaviste Forskel mellem
de to Fundgrupper, den ældre og den yngre Sten
alder, men hævdede, at der ikke var nogen Tids
forskel mellem dem. De kunde være ganske sam
tidige, idet de viste to Sider af samme fælles Sten
alders-Kultur; de var Minder om forskellig Levevis
og fra forskellige Omraader af Livet; men alt var
samtidigt. Gennem
3 0
Aar forfægtede han dette.
De to Mænd havde i Forening fremgravet fu n