47 / 161
5. Opofrende Venner og farlige Fjender.
45
et eget Videnskabsfag. Men dette er først og fremmest
sket ved Befolkningens Medvirken. Vistnok er der
fundet Hjælp og Støtte hos Statsmyndighederne; men
lidet havde det nyttet, og heller ikke vilde det vel
være opnaaet, om Befolkningen ikke havde været med,
og hovedsagelig er Museet dannet ved de mange
enkeltes Bidrag til dets Forøgelse.
Et ganske enestaaende Forhold er det, at Museet
har vokset sig stort væsentlig ved Gaver. Mellem Fin
deren og Museet var der fra Begyndelsen af ikke Tale
om Køb og Salg. Sagen ordnede sig paa anden og
højst ejendommelig Maade.
Finderen indsendte Oldsager til Museet som Gave,
fordi han ønskede, at de skulde opbevares der, idet
de da kom paa rette Plads. Det skete af fri Vilje;
men der var tillige en Følelse af, at det paa en Maade
var en Skyldighed, som man ikke kunde unddrage
sig. Det var næppe Lovbestemmelsen om Danefæ,
som fremkaldte denne Følelse, der har været saa ud
bredt, at det endnu kan høres paa Landet, at Oldsager
jo skal indsendes. Som Danefæ er der nemlig, hvad
nedenfor skal omtales, bestandig kun blevet krævet
visse Sager. Naar det almindelig betragtedes som en
Pligt at indsende i alt Fald vigtigere Fund, var det sik
kert, fordi der bestandig saa ivrigt blev opfordret der
til af Museets mange Venner og Hjælpere, fordi det
indsaas, at det var rigtigt saaledes, og fordi det var
almindelig Skik. Halvt om halvt blev det til en Lov,
som Folket gav sig selv.
Fra sin Side modtog Museet alt, hvad der saa
ledes indsendtes som Gave, og bragte Finderen en
varm Tak for hans Velvilje og Interesse. Men i Reg
len nøjedes man ikke dermed. Naar Fundet havde
Værdi, og naar Forholdene var saadanne, at Penge