42 / 161
40
Nationalmuseet.
dene, og de havde det samme Kendskab til dem.
Men den ene bedømte dem fuldstændig rigtig; den
anden greb ganske fejl. Sagen var, at Naturforske
ren for vild i de uvejsomme Oldtidsegne, hvor der
imod Arkæologen let og sikkert fandt frem.
Gennem dette Eksempel er vi ført til den videre
Forskning og dybere Forstaaelse af Oldsagerne, som
følger efter den Udtydning af alle Enkeltheder og
Dele, som foran er omtalt. Alt samles og ses i
indbyrdes Forbindelse, saaledes at Menneskelivet i
Oldtiden forstaas i dets Udvikling gennem Tiderne
og i alle dets Sider og Dele. Saaledes opfattet frem
stilles alt i Skrift og i Tale. Slægt efter Slægt
tager fat paa de samme Opgaver, der bestandig kan
løses sandere og mere indtrængende, eftersom Kund
skaben udvides ved nye Fund, der fremkommer i
vort eget Land eller ude, og eftersom Forskningen
bliver klarere og dybere. Saaledes skrider Viden
skaben fremad, og hvad den yder, hiiver sandere og
fyldigere.
Det var nu ikke Meningen med, hvad der her
blev fremsat, at vække Forestillingen om, at Old-
forskningen er vanskelig. Tværtimod, ved rolig at
overtænke, hvad der er sagt, vil man finde, at det
ikke er Hekseri, men ganske simpelt og forstaaeligt.
Dog er det ikke hermed givet, at alle og enhver kan
deltage i Forskningen. Det saas, at der kræves E v
ner, Uddannelse og Kundskaber. Det første har ikke
enhver i tilstrækkeligt Maal, det sidste er det ikke
enhvers Sag at skaffe sig. Saaledes maa Forsknin
gen tilhøre Fagmanden, der kan anvende hele sit
L iv paa at dygtiggøre sig til sin Gerning. Det er nu
hans Sag, men han kan ikke sy Sko; ogsaa det maa
der en Fagmand til,